Hover Bowl er, som store dele af produkterne fra Menu, designet af Norm Architects. Ideen er, at der er noget fascinerende ved et tungt objekt, der ser ud, som om det svæver. Hover Bowl er udført i marmor og kan anvendes til det, man vil – fx sæbeskål, til at lægge lidt frugt i eller til småting fra lommerne.
Fås i to størrelser h 2,7/3,5 x diam. 5,4/21,5 cm, der koster henholdsvis 500 kr. og 800 kr., Menu.
Toolbox er et par nye krukker til opbevaring udført i keramik med håndtag af træ. De fås i to størrelser, der passer til henholdsvis grydeskeer o. lign. og til opvaskebørste, svampe og klude.
Staub har lanceret to nye gryder, der tager afsæt i Staubs design fra 1970'erne. Vintage-Cocotte, som gryderne hedder, er fremstillet i smedejern og måler diam. 12 cm eller 20 cm.
Vintage-Cocotterne koster 699,95 kr. for den lille og 1399 kr. for den store, Staub.
Italienske Rocket Espressos nye kaffemaskiner er til dig, der tager kaffen seriøst. Der fås to modeller, Evoluzione R, hvor man kan tilslutte vand til, og Type V med manuel vandpåfyldning. Begge maskiner har såkaldt PID, der giver optimal varmekontrol af kedlen og mulighed for at indstille vand- og damptemperatur.
SodaStream Spirit er den seneste udgave den danskvands- eller sodavands-maskine, mange kan huske fra barndommen. I dag er SodaStream-maskinerne populære som aldrig før, ikke mindst fordi designet er fulgt med tiden. Ifølge SodaStream kan man lave op til 60 liter danskvand på en enkelt kulsyrecylinder, hvilket svarer til en literpris på 1,70 kr.