Hvordan får vi plads til 6 mennesker i sommerhuset?

BO BEDREs indretningsekspert hjælper en sammenbragt familie med at indrette et sommerhus på 40 kvadratmeter.

Hej Lone.

Vi er en sammenbragt børnefamilie på 6, der til dagligt bor i lejlighed i Valby.

Vi har overtaget et lille sommerhus på ca 40 kvadratmeter fra 1980 med to små værelser, toilet og en stue med et lille køkken. Det står i original stand, men har et rigtig fint lysindfald fra de store vinduer i stuen samt et godt lysindfald fra et nyere ovenlysvindue.

Vores umiddelbare tanke er at istandsætte og opgradere huset med nye møbler og nyt køkken til at kunne rumme en stor familie. En ting er dog at male huset i hvide og lysegrå farver indvendigt, men vi går helt i stå, når vi taler praktisk og hyggelig nordisk indretning.

Vi har brug for hjælp til at indrette huset, så der er plads til både at hygge ved brændeovnen, en spiseafdeling og et køkken. Stuen skal både være soveafdeling, opholdsstue, spisestue og køkken.

Da børnene er tvillinger på 6 år, pige på 9 og teenagedreng på 14 (de store børn har vi hver anden uge), så er behovet for sovepladser vekslende.

Vi håber, du kan hjælpe os med ideer til en god udnyttelse af de få kvadratmeter.

Venlig hilsen Lena og Claus

Kære Lena og Claus.

I har ikke givet mig nogen oplysninger på de to små værelser, men ud fra målene på tegningen kan jeg se, at det kan blive nødvendigt at nedlægge de indbyggede skabe og erstatte opbevaringen med kommoder og sengeskuffer i stedet for.

Hvis I skal have en chance for at få placeret alle sovepladserne, må I prøve at få plads til en etageseng til to i det største værelse, hvor der også kan være en 3. soveplads neden under. I det lille værelse kan der være en køjeseng eller en dobbeltbriks.

Det var så de fire børn… Når I får brug for at overnatte i stuen, skal I selvfølgelig ligge godt, samtidig med at stuen ikke skal ende med at ligne en sovesal.

Jeg vil foreslå jer at indrette en bænk i forlængelse af køkkenet med nyt spisebord og 3 – 5 stole, hvilket frigiver en del plads i resten af rummet. Bordet kommer til at stå delvist foran terrassedøren og det kan I afhjælpe ved at sætte hjul på bordet, så det nemt kan flyttes, når I skal ind og ud. Alternativt kan det midterste store glasparti ændres til en stor skydedør, så ganglinjen ligger i midten af rummet, men det er en større udskrivning, som I måske ikke har brug for lige nu.

Langs den modsatte væg kan I så enten placere en sovesofa eller – som skitseret på tegningen – få snedkereret en lang sofa-sovebriks, hvor I får lavet hynder efter mål. Der er ikke helt 4 meter men 379 cm, hvilket er rigeligt når man ligger i forlængelse af hinanden. Fordelen ved den lange briks er at den giver en afslappet og uhøjtidelig stemning og at der ikke skal slås møbler ud, når I skal sove. Briksen kan bygges så der er plads til skuffer med dyner og puder nedenunder.
Over briksen kan I hænge en række reoler op til bøger, spil og andet grej. Vælger I sovesofamodellen, er der plads til en reol nærmest brændeovnen.