© Pixabay

Fra børneværelse til gæsteværelse – hvordan?

Børnene er flyttet hjemmefra: Sådan udnytter du bedst det ekstra værelse.

Hej Lena

Når I nu har indrettet en arbejdsplads et andet sted, så ville jeg møblere værelset som en lille hyggelig stue, som både kan fungere som gæsteværelse og som ekstra stue for jer selv.

Jeg har tegnet to indretninger. Forslag A rummer mest opbevaring, idet der, ud over de 4 stk. højskabe, også er plads til en række reolmøbler, evt. nogle høje til bøger og et par lave, der fungerer som TV-møbel. Skabene er placeret, så de danner et lille garderobehjørne, som vender ryggen til sengen/futonen/sovesofaen. Hertil har jeg placeret diverse småborde, puf og lamper samt et spejl ved døren. Plan B har også 4 stk. klædeskabe placeret på rad og række inden for døren, mens to gode boksmadrasser på 80 x 200 cm står overfor som en lang, magelig divan. Denne kan man udstyre med et par gode tæpper og nogle ryghynder og puder, så man sidder komfortabelt, selvom den er lidt dybere end en futon.

Fjernsynet placeres her på væggen ved siden af døren på et beslag, så det kan drejes hen imod divanen. Skulle jeres overnattende gæster få behov for det, kan de to senge nemt skubbes sammen til en dobbeltseng, da småborde og puf er nemme at flytte. Fælles for begge indretninger er, at sovepladserne skal kunne fungere som siddemøbler for jer i dagligdagen.

Mvh. Lone

© Lone Barslund