Familie på 6 bor både småt og smart

At bo småt er ingen sag så længe man bor smart. På Karmøy er 90 nydelige kvadratmeter akkurat passende for familien på seks.

© Inger Marie Grini

Plads til alle. Lærer Ruth Elise Risinggård og manden Sølve, daglig leder for Haugalandsveggen, har fundet god plads til sig selv og deres fire børn på husets veludnyttede 90 m².

At bo småt er ingen sag så længe man bor smart

På Karmøy er 90 nydelige kvadratmeter akkurat passende for familien på seks

© Inger Marie Grini

Gammelt nyt. Den gamle bolig er blevet totalrenoveret, og grundmuren og de bærende elementer er det eneste, som er beholdt. Bag det moderne udtryk kan man lige skimte ekkoet fra originalbyggeriet i form og udtryk.

© Inger Marie Grini

Træ på træ. Knut Hjeltnes, arkitekten bag ombygningen, er kendt for sin brug af træplader, som dækker alle flader i boligen og giver en levende, men rolig atmosfære. Hylder og anden opbevaring er integreret i interiøret på smart vis, og i stuen opleves store, grønne planter som små møbler. EA 116-lænestolen er designet af Charles og Ray Eames og fra Vitra, mens marmorbordet er vintage.

Smarte løsninger i tæt dialog med naturen

Lyset er anderledes her ved søen ved Vestlandet i Norge, fortæller Ruth Elise Risinggård, med en stavangerdialekt, som afslører, at hun har et nært forhold til det særlige klare lys ved Vestlandet. Efter flere år i Oslo fandt hun og partneren Sølve ud af, at tiden var inde til at følge lyset – nærmere bestemt til Karmøy. Her har de istandsat en gammel bolig fra 1924.

– Grundmuren og de bærende materialer var i god stand, så dem har vi beholdt. Ellers er huset totalrenoveret, og vi har nu en helt anderledes rumfordeling, forklarer Ruth Elise.

Arkitekten bag forvandlingen er Knut Hjeltnes. Parret er store beundrere af hans formsprog, som er præget af rene flader samt en gennemgående brug af træ og smarte løsninger i tæt dialog med naturen udenfor.

– Alt, han gør, er solidt og gennemført, samtidig med at det er enkelt og rustikt. Du får bare lyst til at røre ved materialerne, de er så indbydende, delikate og rene, forklarer Ruth Elise.

© Inger Marie Grini

Udsyn. Et langt vindue strækker sig langs hele stuevæggen og kaster lys over det tredelte interiør. Herfra kan man også holde øje med drivhuset i haven, som forsyner familien med spiselige planter. Sofaen er Maralunga af Vico Magistretti for Cassina, skålen i vinduet er Banana Bowl af Harry Allen for Areaware, mens den lille bordlampe, som er fundet brugt, er Sølves morgengave til Ruth Elise.

© Inger Marie Grini

Smart løsning. Trappen er udstyret med hylder på bagsiden og skuffer på langsiden, hvor alt fra serveringsting til sengetøj og tegnesager bliver opbevaret. Malerierne på væggen er af Gisle Utgarden.

Opbevaringsløsninher integreret i interiøret

Gulve, vægge og lofter er iklædt fyrretræsplader, og de er kun afbrudt af nogle store vinduesflader, som elegant indrammer landskabet udenfor. Det bugner af grønne planter både inde og ude, og sammen med træværket føles hjemmet varmt og lunt. Flere opbevaringsløsninger er integreret i interiøret, og ikke én krog står ubrugt. Fx indeholder trappen op til andensalen både hylde- og skuffeplads. Takket være de gennemtænkte løsninger virker husets 90 m² mere end nok for parret og deres fire børn.

– Opbevaringen er en udfordring for alle børnefamilier, særligt på lidt plads. Men har du gode løsninger, kan du nøjes med færre m². Det synes jeg er ret spændende at arbejde med, også ud fra et miljøperspektiv, siger Ruth Elise.

På underetagen er der blevet plads til både stue, køkken og bad. Køkkenet, badeværelset og trappen er blevet bygget af Lars Damhaug fra Porsanger Træindustri. Overetagen er viet til fire soverum, hvor to værelser er knyttet sammen af dybe karnapper på endevæggene, hvilket er en af Ruth Elises favoritdetaljer.

– Du kan krybe gennem karnapperne eller lave dem om til rum ved hjælp af skydedøre, som skiller dem ad. Her sidder ungerne ofte og leger, fortæller Ruth Elise.

Hjemmet er fyldt til randen med designmøbler, men de er købt enten brugt eller på ophørsudsalg.

– Vi vælger ting, som vi godt kan lide, og vi tænker ikke så meget over, om de er lidt slidte. Med flere børn i et hus bliver de alligevel plettede med tiden, siger Ruth Elise.

© Inger Marie Grini

Fint selskab. Rundt om LC-spisebordet af Le Corbusier, Pierre Jeanneret og Charlotte Perriand for Cassina står klassikerne på række: 413 Cab-stolene i skind af Mario Bellini for Cassina, Aluminium-stolen er af Charles og Ray Eames, produceret af Vitra, og Tulip-stolen er af Eero Saarinen for Knoll. I hjørnet hænger Verner Pantons runde VP Globe 50-lampe, produceret af Verpan, og en plantevæg spreder liv i rummet. Bagved er de originale bjælker beholdt, som er de eneste, som har overlevet renoveringen.

© Inger Marie Grini

Velorganiseret helhed. Køkkenet er bygget af Lars Damhaug fra Porsanger Træindustri i samme træmateriale, som er brugt i resten af huset. Med et simpelt hul som håndtag opleves fladerne rene og fine.

© Inger Marie Grini

Naturskønt. Familien har fulgt det magiske vestlandslys til det maleriske Karmøy.

© Inger Marie Grini

De små ting gør en stor forskel. Køkkenbordet er lidt dybere end normalt, og de ekstra centimeter med arbejdsplads kan mærkes ifølge Ruth Elise. Ball Clock-uret på væggen er designet af George Nelson for Vitra.

© Inger Marie Grini

Finurligt og fint. Fra trappens øverste repos har man udsyn til en dyb karnap, hvor man kan sidde og kigge enten ned i stuen, gennem hele huset, karnappen på modsatte side eller ud på det frodige landskab. Den ene pendellampe er Fluoro Light fra Tom Dixon, mens den anden er fundet brugt i Frankrig.

© Inger Marie Grini

Sociale zoner. Soverummene på anden etage er parvis knyttet sammen af karnapper og udstyret med hems til leg og til at sove. Kommoden er fra USM Haller, mens uroen er fra Sprell.

© Inger Marie Grini

Sov i ro. Alle sengerammer i huset er integreret og bygget i samme materialer som vægge, gulve og tag. Resultatet er roligt og harmonisk, perfekt for en god nats søvn. Lampen er Tizio af Richard Sapper for Artemide.

© Inger Marie Grini

I det fri. Man har en smuk udsigt til haven, mens man tager bad. Persiennerne kan rulles ned, hvis ens blufærdighed skulle tage over.