Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

En stor herskabslejlighed skal indrettes - find ekspertens tips her

Hvordan skal stuen i lejligheden indrettes, så den kan rumme en stor families behov og ikke bare bliver en rodet stue, som man har lyst til at lukke døren til?

Hej Lone

Vi er familie på 5, der har købt en større lejlighed. Lejligheden er klassisk gammel herskabslejlighed med 3 værelser og 4 stuer. Da vi har brug for 4 soveværelser, har vi tænkt os at indrette soveværelser i de tre værelser og i den ene stue.

Derudover skal vi have en dagligstue og en spisestue. Den sidste stue er temmelig stor, og vi vil gerne indrette den som en ekstra stue, hvor der er mulighed for hele familien kan udøve deres sysler/hobbyer.

Jeg syr, min mand studerer ved siden af sit arbejde, og vi har tre børn som alle er glade for lave krea/lege. Derudover kunne vi godt tænke os en form for daybed eller sovesofa så vi også får plads til overnattende gæster.

Vi påtænker at stille vores reoler i denne stue samt et gammelt skrivebord, så det bliver en form for bibliotek med en gæsteseng. Derudover kunne vi også godt tænke os et bord (måske i midten af rummet), så man kan bruge stuen til at spille spil eller sidde og lege med Lego.

Har I et forslag til hvordan vi kan indrette stuen så den kan rumme alle familiens behov, og ikke bare bliver en rodet stue som man har lyst til at lukke døren ind til?

Venlig hilsen Anne

Kære Anne og familie

Det er ret skønt at I vælger dette rum til fællesrum for hele familien, så alle får glæde af den dejlige altan og fine belysning.

Du skriver ikke noget om hvor mange reoler, I selv har og påtænker at møblere med, men jeg vil mene at der skal mange hyldemeter til for at dække alle behov for bøger, hobbymaterialer, mapper osv., så der bliver organiseret plads til alle jeres sager.

Vælg en reol med mulighed for at sætte låger i nederst og eventuelt også et par skuffer, så I på den måde kan indrette reolen så den er rimelig ”ordentlig” at se på fra den tilstødende stue.

Jeg synes nu at det vil blive et smukt syn at kikke ind på et aktivt og hyggeligt rum, hvor det netop er tilladt at lege og rode lidt, og det vil jo også medføre at I nemmere kan friholde de andre stuer for legetøj og rod og det er da en fordel, der vil noget, når man har tre aktive børn.

De to roligste steder i rummet har jeg, som du kan se på tegningen, indrettet med gæstesengen/briksen og skrivebordet til din studerende mand, så man dels kan putte lidt i fred og dels kan din mand have sine ting for sig selv på sit eget skrivebord.

Resten af møbleringen handler om samvær og hobby, så hele endevæggen er møbleret med høje reoler og dertil et dobbelt, fritstående arbejdsbord, hvor der nemt kan sidde fire omkring. Bordpladerne måler hver 60 x 180 cm og er samlet med beslag på undersiden, så det bliver helt stabilt.

To af bordbenene kan eventuelt udstyres med hjul, så I kan flytte bordet så meget at gæstesengen kan vælges som en lidt større udtræksmodel. Et lille sidebord og en standerlampe ved briksen fuldender hyggehjørnet, så I også selv kan få glæde af det i hverdagen.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund - EFTER

Relaterede Artikler