Design din egen personlige bogreol-væg
Smarte build-in løsninger, bogreoler fra gulv til loft og unikke reoler, du ikke har set før. Find inspiration til din næste bogreol her.
Bogreol integreret i boligens arkitektur
Med en bogreol fra gulv til loft får de farverige bøger virkelig lov at dominere i indretningen, som her hvor bogreolen er en del af boligens arkitektur, hvor særligt det fine loft-til-kip er i fokus.
En sådan løsning fungerer som alternativ til en malet eller tapetseret væg og bringer liv og spil ind i indretningen.
Kvadratiske hylder
Der skal ikke meget til, at en bogreol får et rodet og usammenhængende udtryk, hvis farver og former er sat sammen på tilfældig vis.
Bogreoler med kvadratiske rum kan dog imødekomme dette og bidrage til at skabe orden og symmetri. Se for eksempel her, hvordan den hvide bogreol med kvadratiske rum står i smuk kontrast til de mange forskellige farver i reolen og bidrager til at skabe et mere harmonisk og roligt udtryk.
Bøger hele veje rundt om døren
En dør skal ikke stå i vejen for dit reol-projekt. Her omringes de smukke, franske døre af en virkelig fin bogreol, som kombinerer små og store rum.
På den måde får du en hel bogreol-væg med plads til bøger og pynteting, og du kan samtidig bibeholde døråbningen.
Bogreol som vægdekoration
Lad bogreolen fylde en hel væg, så den fungerer som et alternativ til en malet eller tapetseret væg. Du kan med fordel lade bogreolen være hvid ligesom væggene, for på den måde at lade tingene i reolen komme i fokus.
Det er en smart måde at kombinere vægdekoration med praktisk opbevaring, og bogreolen får samtidig karakter af en indbygget reol, hvilket skaber ro og harmoni i rummet.
Bogreol og udstillingshylder
Bogreolen er ikke nødvendigvis forbeholdt dine bøger. Hvis du vil give reolen et lettere udtryk og samtidig tilføre et personligt touch til indretningen, kan du med fordel fylde bogreolen med arvestykker, nips fra rejser og andre pynteting, som har en betydning for dig.
Hvis du selv designer og bygger reolen, kan du sågar lave et af rummene i reolen så stort, at der er plads til at hænge et maleri, som det er gjort her.