Arkitekttegnet villa
© Mendowong Photography

BREVKASSE Kreative løsninger giver mere skabsplads i arkitekttegnet hus

Efter flere år i udlandet har en familie på fem besluttet at flytte tilbage til Danmark. Familien søger vejledning til at komme ordentligt på plads i deres nye base.

Plantegning nu

Plantegning nu

© Lone Barslund

Kære Tina og Søren

I har sendt et fint og meget stort materiale til mig, med mange spørgsmål, som i helhed er et helt byggeprojekt, der kræver projektleder osv., så det kan jeg ikke klare her i brevkasseregi.

Jeg ved heller intet om grundens beskaffenhed, bebyggelsesprocenter m.m., så jeg må tage de mest enkle spørgsmål og bistå lidt med dem.

I kan godt få plads til mere opbevaring i forbindelse med de to sammenhængende værelser. Hvis I rykker dørene, kan der placeres klædeskabe imellem værelserne. Døren imellem den lille gang og den lange fordelingsgang kan I godt fjerne, så der bliver mere luft der.

Den u-formede gang, der forbinder alle huskroppene er angivet til 165 cm bredde. Da der skal være 120 cm frit areal, kan I ikke placere skabe her i fuld dybde, men skabe i 40 cm dybde. Det kan også give rigtig god opbevaring undtagen til bøjletøj, der så må ind på værelserne. Det største soveværelse, jeres master bedroom, er 365 cm bredt, så det giver jer mulighed for at placere skabe op ad væggen til badeværelset og stadig have en meter imellem seng og skabe. Der bør være plads til 240 cm skabe både her og på væggen ud til gangen.

Køkken, spisekammer og adgang imellem køkken og stue kan bedst løses ved at bygge til imellem de to bygninger. Det kunne være en forlængelse af stue-bygningen, der åbnes ind til køkkenet som vist på tegningen. Bryggerset udvides som vist, så der bliver plads til en række højskabe i bryggerset som erstatning for jeres ønskede pantry/spisekammer.

Når spisebordet ikke længere skal være i køkkenet, bliver der plads til en stor og rummelig ø med siddepladser på to sider.

Nye vinduer i gavlen mod øst for masser af morgensol. De mange højtsiddende vinduer kunne med fordel skiftes, så I får masser af lys og bedre udsyn.

Adgangen til stuen bliver fra den nye spisestue, hvilket betyder, at I kan lukke den nuværende adgang fra gangen og indrette et opbevaringsrum her (D for depot på tegningen).

Hvis I gerne vil have en luftig, New England-sommerhusstemning, så ville jeg nok ikke male husene sorte, men holde dem hvide med nye sprossede, sorte vinduer og døre.

Der sker ufatteligt meget rundt omkring alle jeres bygninger, så keep it simple.

Og god fornøjelse med al det nye.

Bedste hilsner
Lone

Plantegning efter

Plantegning efter

© Lone Barslund

LÆS OGSÅ