Kære Mads
Tillykke med værelse og flytning, det bliver spændende med et helt nyt kapitel som selvstændig med eget hjem.
Det ser ud som et rigtig dejligt værelse, du har fået, med masser af dagslys fra altanåbningen.
Jeg vil derfor også foreslå en møblering, der retter sig mod lyset. I stedet for at anbringe dit bord ind mod væggen, vil jeg placere det ud på gulvet i stedet for, så du får det maksimale ud af altanen.
Sengen stiller du i det oplagte, ”store” hjørne, så du har to gode vægge at sove/sidde op imod. Det giver god ro og rart at have overblik over hele værelset og døren herfra.
Dit arbejdsbord, der også kan bruges som spiseplads når du begynder at få gæster, placeres som sagt for enden. Det giver et godt hjørne inderst i værelset til klædeskabene, og måske en klapstol eller to til når I skal være flere.
Der er fin plads til to skabe á 100 cm længde.
Mangler du mere opbevaringsplads, kan du anskaffe dig to Malm kommoder med gode skuffer til diverse linned, sengetøj og håndklæder. På væggen over dem (med afstand til kommoderne så der er fralægningsplads) er der yderligere plads til en række reolkasser, så du kan få rigtig meget god opbevaring uden at tage væsentlig gulvplads op. Kommodens højde er 78 cm, afstand ca. 40 cm og to rækker reoler 140 cm, så ender du på 258 cm, og du har en lofthøjde på 270. Den øverste række reoler kan øges med to mere, der sidder så højt, at de ikke generer dig.
Har du humør til en god siddeplads ved altanen, er der også plads til en mindre lænestol her.
Rigtig god flytning.
Venligst,
Lone