Wellness-rummet er tænkt som en ekstra forkælelse til hyggelige lejligheder, som når familiens medlemmer skal i byen eller har brug for et afstressende øjeblik. Over spejlet fra Århus Bad og Fliser hænger B&O's BeoSound 35. Stigen er fra Gartnergården Århus, mens vasen er fra Holmegaard, og krukke og håndklæder fra Magasin. Selve badeværelsesmøblet er fra Hanstholm Køkken.
Hotel værdig wellness-afdeling
Morten har altid manglet det badeværelse, der ville gøre det muligt for ham at smide surfingudstyr og våddragt i haven og gå direkte ind under bruseren – uden at svine huset til. Kæresten Nanna har aldrig været bange for en udfordring, og med to drenge på 9 og 11 år og en efternøler på vej var det på sigt ikke nok med ét badeværelse.
Derfor begyndte Morten og hans far at grave en oktoberdag i 2015. For under det hus nord for Aarhus, som familien flyttede ind i for 7 år siden, gemte sig gode kvadratmeter i form af en 50 kvadratmeter stor krybekælder, som kunne forvandles til det badeværelse, familien manglede. Nu, mere end to år efter det første spadestik, har de langt om længe taget badeværelset i brug. Og alt er blevet, lige som de gerne ville have det.
Parret gik efter samme wauw-oplevelse som fås på et hotel og beskriver oplevelsen af badeværelset som følelsen af at træde ind i en bankboks. En fortættet og eksklusiv klods præget af lækre elementer og det harmoniske, rå look, der skabes af de 240 x 120 cm store italienske fliser på gulv og vægge.
Badeværelset er lavet med arkitekten Jens Vang, partner i firmaet Gudnitz Krabbe Vang Arkitektur & Design, som sparringspartner. Og han sagde god for de fleste af Nanna og Mortens ideer. Også da de foreslog at lave to brusere ved siden af hinanden, selvom mange
spåede, at de aldrig ville få dem brugt. Og virkeligheden har vist sig at være en anden.
– Vi har en stor spa udenfor, vi bor lige ned til vandet, hvor vi har en båd liggende, jeg surfer, og vores to ældste drenge begynder at blive bedre og bedre til vandsport. De er i vandet dagligt, og så kan de bare pile ned og vælge hver deres bruser. Det elsker de, fortæller Morten.
Badeværelset skal udstyres med en stor sauna med glasdøre, hvilket bliver prikken over i'et i husets smukke – og ikke mindst afstressende – wellness-afdeling.