Elementerne har fået en lys kitfarvet beklædning, der giver et roligt udtryk op mod den rosa Perlino-marmor. Lampen er Disc and Sphere fra Atelier Areti, som er monteret ind i spejlet for at opnå et helhedsindtryk. Vasken er af Corian, og armaturet er fra Cea.
Teamwork med arkitekt
Parret allierede sig med arkitekt Kasper Feldt og brugte et moodboard som arbejdsredskab, hvor de gennem tid havde samlet billeder af deres drømme og visioner: farver, materialer, æstetik, stiludtryk osv.
Alle skillevægge på etagerne blev fjernet, så rammerne for, hvad der kunne lade sig gøre, var pludselig vide.
– Når man får en opgave af denne slags, er det vigtigt først at gøre sig klart, hvilke funktioner hvert rum skal have. Badeværelset på nederste etage bliver mest brugt som toilet og er ikke et rum, man opholder sig længe i. Derfor kunne vi tillade os nogle dramatiske løsninger som messingvæggene. Badeværelset ovenpå har mere karakter af et baderum, et helle, hvor man opholder sig længe. Derfor måtte stemningen gerne være afslappet med blidere toner, fortæller Kasper Feldt.