Terrazzo er igen et hit på badeværelset

Ser her, hvordan det kan bruges på smukkeste vis i kombination med egetræ og messing accessories.

Her trylles med terrazzo

Et originalt farvespil fra blåmønstret terrazzo kendetegner baderummet i denne lejlighed på Frederiksberg. På en og samme tid er det en markant og diskret ramme for enkelt, tidløst design som et baderumsmøbel af egetræ, gyldne armaturer og accessories af messing.

Terrazzo-fliserne med blåt mønster hedder Paris White og er fra Huguet på Mallorca. Det lyse udtryk får en organisk og varm kontrast fra baderumsmøblet i massivt egetræ med sløjfesamlinger fra Snedkeriet KBH. Vasken af porcelæn er Me by Starck fra Duravit, og armaturet i messing er fra svenske Tapwell. Spejlet med gylden ramme er fra Fick.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Smukke deltaljer og materialer

Terrazzo går i disse år sin sejrsgang gennem vores badeværelser. I dette badeværelse på Frederiksberg er det dukket op på en helt ny måde med et fint spil mellem små sten i gul, blå og grå. Kigger man godt efter, kan man en gang imellem finde en grøn sten. Det synes familien på fire, bestående af Kika, hendes mand og især de to børn, er sjovt at lede efter. Med farvespillet fra terrazzoen er der ikke behov for at pynte med for mange ting i rummet. Derfor er de få ting, der er der, meget enkle.

Bygningen er tegnet i 1899-1900 af arkitekten P.V. Jensen Klint, som står bag Grundtvigskirken på Bispebjerg i København, og den har mange smukke detaljer og materialer.

Gyldne glimt af messing fra knagerne fra Tapwell dukker op som en fin glød, der afbalancerer de lyse flader.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Produkter fra Le Labo og børste fra Blindes Arbejde.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Respekt for den gamle stil

Da familien flyttede ind på de 230 m2, var en større renovation af lejligheden nødvendig – inklusive badeværelset som Krato Architecture og Focus Plus stod for at lave sammen. I fuld respekt for husets gamle stil var terrazzo et oplagt valg til at skabe en langsigtet løsning. Særlig interessant blev det for familien, da de fandt ud af, at de kunne købe terrazzo som fliser på Mallorca og derfor ikke skulle ud i et støbeprojekt, som det normalt er forløbet med materialet, der er marmorskærver, som blandes med farvet cement.

I det rummelige badeværelse skaber fliserne af terrazzo et markant farvespil, som er tydeligt her i brusekabinen.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Gode materialer

– Terrazzo kræver mere vedligeholdelse og rengøring, især med vores hårde, kalkrige vand, men jeg er træt af alt vores vedligeholdelsesfrie pjat. Vores fokus bør i stedet være på gode materialer. For ud over at vi passer bedre på dem, patinerer de smukt og holder i længere tid. Samtidig kan de ofte behandles eller repareres, når de bliver slidt. Det kan terrazzo også. Det samme gælder vores baderumsmøbel i egetræ, siger Kika.

Ved at blande hvide flader med terrazzoflader og hænge baderumsmøbel og spejl på den hvide baggrund bliver der skabt ro om valget af forskellige materialer.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Lyst og minimalistisk

Badeværelser symboliserer renlighed, ro og velvære for Kika, som foretrækker, at de er lyse og nemme at holde rene. Af den årsag har hun heller ikke så meget stående fremme.

– Jeg synes ikke, det er nødvendigt med mange pynteting med den terrazzo, jeg har valgt. For på trods af at rummet er lyst og minimalistisk, fylder farvespillet i fliserne, ligesom de giver varme til rummet, siger Kika.

Også et badekar er der blevet plads til i rummet, hvor fliser er bygget op omkring det. Håndklæderne er fra Rue Verte, og børsten er fra Blindes Arbejde.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press