Stramt bad med varm glød

I en typisk 1960’er-villa er der blevet tryllet med materialerne for at skabe et badeværelse, der på én gang er stram i sin arkitektoniske stil og har en varm glød, der matcher resten af huset.

© Pia Enghild

Hold øjnene åbne –og find inspiration alle steder.
Det gjorde ejeren af dette badeværelse, og ideen til denne vask, der passer perfekt ind i det stilrene bad, kom på den måde til hende, da hun holdt sin fødselsdag på Restaurant Frederikshøj i Århus.

Her har de vaske i tilsvarende design, dog i cement, og badeværelsets ejer kunne straks se designet for sig i eget bad.

Og fordi der er masser af opbevaring i rummet, har man kunne dyrke det svævende look, der gør udtrykket let og luftigt. Vasken er lavet på mål i corian af det nordjyske firma Stelbo.

© Pia Enghild

Ved åbningen til brusenichen hænger yderligere et spejl i helkropsstørrelse, der er praktisk ved påklædning.

© Pia Enghild

Fliserne i brusenichen er valgt ud fra de hvide vægge for at dyrke det rene og stramme look. En indmuret niche giver plads til shampoo og andre produkter. Håndbruseren er fra Vola. Derudover hænger der over nichen et stort Axor-Rainshower-brusehoved fra Hansgrohe. Fliserne er fra Flisegalleriet i Århus.

© Pia Enghild

Døren ind til badeværelset fortæller historien om det 60’er-hus, som rummet er en del af. Og som beboerne gerne ville trække ud i badeværelset – samtidig med, at det stadig skulle være rent i udtrykket. Løsningen blev panelvæggen i ahorntræ, og det var muligt, fordi væggen i forvejen blev rykket 60 cm ind i et tilstødende værelse for at give mere plads i baderummet. Samtidig er det et spændende møde, der sker mellem trævæggen og det sorte terazzogulv, der går et stykke op ad væggen.

© Pia Enghild

Toilettet er væghængt og meget diskret i rummet.