Bad med tre funktioner samlet i ét rum

Udover at rumme toilet og brus er dette badeværelse et velduftende wellness-rum og et praktisk bryggers. En tre i én-løsning på blot 9 m2.

Enkelt og luksuriøst badeværelse
© Andreas Mikkel Hansen

Enkelt og luksuriøst badeværelse

Det er knap et år siden, at parret her købte en højloftet Københavner-lejlighed fra århundredskiftet og påbegyndte en gennemgribende istandsættelse, som bl.a. inkluderede et nyt badeværelse.

Parret kom fra en større bolig med flere baderum og skulle nu have mest muligt ud af ét. Det var noget af en udfordring, for badeværelset var kun halvt så stort som i dag. De besluttede at alliere sig med indretningsarkitekt MDD og indehaver af Multiform i Lyngby, Lene Halse, og hun foreslog at slå badeværelset sammen med et kammer, der lå ved siden af, og dermed få rummet op på 9 m2.

– Den idé var vi med på. Jeg ville gerne have en stemning af luksus-spa. Badeværelset skulle være rummeligt, lyst og lækkert. Enkelt, men luksuriøst, siger den kvindelige ejer.

Her er flere praktiske detaljer som fx indbyggede hylder og skab i nichen ved toilettet. En rustik bænk, som er fra Ilva, er god til at lægge fra på, men dens primære formål er at understrege wellness-stemningen med velduftende spa-produkter på den.

Ro og wellness-stemning
© Andreas Mikkel Hansen

Ro og wellness-stemning

Der er en følelse af ro og wellness i det nye multifunktionelle badeværelse. Håndvaskmøblet med specialfremstillede låger i røget eg og med bordplade i corian er fra Multiform.

Badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler
© Andreas Mikkel Hansen

Badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler

Derudover skulle rummet også fungere som bryggers med plads til vaskemaskine og tørretumbler uden at påvirke stemningen af spa og wellness. Løsningen blev at camouflere maskinerne bag specialfremstillede låger i håndvaskmøblet, hvis store bordplade bl.a. bruges til at lægge tøj sammen på.

– Både vores byggeleder og Lene Halse havde mange idéer, og det gjorde processen overskuelig for os. Det betyder bl.a., at vi har udnyttet pladsen rigtigt. Vi er glade for idéen om, at vaskemaskine og tørretumbler er skjult. Alternativet havde været en vaskesøjle i et hjørne af baderummet, og det havde helt taget spa-stemningen ud af rummet.

Bad med kobberarmatur
© Andreas Mikkel Hansen

Bad med kobberarmatur

– Rammerne i baderummet er varme, men lette. En glasvæg til brusenichen og et toilet, der hænger på væggen, understreger denne lethed. Flisernes bløde tone, kobberarmaturet og elementer i røget eg leverer den varme stemning. Det elektriske, champagnefarvede lys er placeret i forhold til funktionerne og bløder stemningen yderligere op. De kedelige maskiner er gemt væk, og de indbyggede hylder er blevet til hyggelige detaljer. Det er lykkedes at skabe et baderum med skjulte ekstrafunktioner, som man har lyst til at opholde sig i. De få m2 er virkelig godt udnyttet, fastslår Lene Halse.

Grå fliser fra Multiform
© Andreas Mikkel Hansen

Grå fliser fra Multiform

Fliserne, der måler 60 x 60 cm, i antik grå forhandles af Multiform. Glasvæggene omkring bruseren er en praktisk løsning, der skaber lethed og lader lyset slippe ind. Toilettet er et hængekloset fra Flaminia. Over toilettet er et indbygget skab i væggen. Lamperne i loftet og på væggen hedder Duell og er også købt hos Multiform. For at understrege de varme toner er alle armaturerne fra Vola valgt i kobber. Det samme gælder knager til håndklæder.