
6 tips til en personlig indretning
Det er bemærkelsesværdigt, at så mange bor så upersonligt, mener indretnings-stylist Katrine Martensen-Larsen. Hun giver her sine bedste tips til et hjem med personlighed.
AfDanskernes hjem ligner udstillinger i tilfældige bolighuse og fremhæver på ingen måde, hvem der bor i dem. Det mener bolig-stylist Katrine Martensen-Larsen, der nu har skrevet en bog, der giver konkrete råd til hvordan du skaber både personlighed og harmoni i din indretning.
Herunder giver Katrine Matensen-Larsen 6 helt konkrete tips til dig, der vil have et hjem med personlighed.
Find din egen indretningsstil - og er det svært, så tilpas din indretning til arkitekturen og naturen uden for dine vinduer. Husk det tager tid at få skabt et personligt og harmonisk hjem, og at det er i forarbejdet, der skal investeres tid og kræfter. Lav et moodboard over det, der skal indrettes og konferer med det hver gang du skal træffe afgørende beslutninger.
Begræns dig når du skal vælge materialer – prøv for eksempel at vælge samme gulv i flest mulige rum, samme fliser og armatuerer på badeværeler, ens lampeserier, etc.
Mal farver på dine vægge, som klæder dine møbler og din kunst. Det er elegant at skifte vægfarve fra rum til rum – men prøv at skab et roligt og behageligt flow. Man skal ikke gå fra det røde, til det gule, til det blå rum. Selv sværger jeg til ”non-colours”.
Gulvene i dit hjem er det allervigtigste – så invester så meget du overhovedet kan i dem. Du kan sidde på en papkasse på et smukt gulv og være lykkelig. Men du kan placere nok så mange lækre møbler ovenpå et tarveligt gulv – og det bliver aldrig rigtig fedt.
Vælg møbler og lamper der passer i proportioner til dine rum. Det er her rigtig mange mennesker laver fejl. Meget dyre fejl. Det kan godt være, at du synes det kunne være fedt med en stor hjørnesofa, men hvis du har en lille stue, går du gevaldigt på kompromis med æstetikken, hvis du alligevel køber den. Husk også at indtage gulvet i dit rum, når du møblerer. Pas på med ikke at placere alle møbler op ad væggene.
Køb kunst og kunsthåndværk med hjertet og køb meget af det igennem livet. Kunst er ikke portrætter af dine børn og børnebørn, og du finder det heller ikke i tilfældige bolighuse. Det er med kunst og kunsthåndværk, at du for alvor kan sætte et personligt touch på din indretning.