1970'er-køkkenet fik mindst ét årti mere
Den unge familie havde fundet drømmehuset i Nærum, men var noget udfordret i forhold til køkkenet.
AfHjemmets frue elsker at bruge meget tid i køkkenet. Det var derfor vigtigt at skabe mere og bedre arbejdsplads i et større og mere åbent køkken. Overskabene blev således flyttet ned og genbrugt til en stor arbejds-ø og skabenes bagbeklædning blev genbrugt som køkkenlåger.
Månedens læserpar er Louise & Anders Fogstrup
Hvilke drømme havde i for rummet?
Vi skrev til BO BEDRE for at få nogle originale input til køkkenet, så det ikke blot blev en standardopfriskning med at male og skifte bordplade.
Vi ønsker ikke at gå i gang med en større renovering af huset og køkkenet, før vi har boet i huset en periode, og køkkenet fungerede umiddelbart godt med åbning til spiseafdelingen og legeværelset.
Vil I bruge det nye rum anderledes?
Det er blevet et endnu bedre leverum, hvor køkkenet er blevet det hjerte, der forbinder børnenes leg og vores dagligdag. Vi nyder det hver dag!
Hvilken ideer synes I bedst om?
Idéen med at skabe rene linier ved at bruge bordpladerne til at lukke af omkring skabene med, bygge skab omkring køleskabet og flytte ovenskabene ned som en del af arbejds-øen.
Har I lært noget nyt, efter at BO BEDRE har været på besøg?
Vi har fået en løsning, som er holdbar, indtil vi vil lave en større renovering af hele stueetagen.
Er det nogle ideer, tanker eller tips, I kan bruge andre steder i huset?
Vi er blevet bekræftet i, hvor langt man kan komme - både æstetisk og økonomisk - med renovering af det gamle i stedet for blot at købe nyt.
FØR: Køkkenet fungerede umiddelbart fint i den planløsning, det havde. Men det trængte til at blive mere åbent, så man kunne opleve hele rummet som et køkken-alrum og ikke et køkken med en spiseafdeling. Stilmæssigt skulle det passe bedre til de unge, nye beboere
og deres indretning i resten af huset.
Brug vinduespladsen til at skabe en lille oase. Med små og store glaskupler, vaser og små krukker kan man nemt lave et tableau af krydderurter, der holder sig friske hele året rundt. Udnyt pladsen til hyggekrog. Med den nye indretning af køkkenet, er der blevet plads til et langt, smalt bord, som fungerer som hyggekrog med flotte barstole og kan bruges som afsætningsplads, når der er travlt i køkkenet.
De gamle brune fliser fra 1970’erne er malet sorte og fremstår nærmest helt grafiske med deres rustikke overflade og aflange form.
Store lamper til et stort rum. Med et stort køkken-alrum skal man ikke være bange for at bruge store lamper. Mingus, designet af Cecilie Manz, fås i to str. med diam. 22 eller 34 cm, fås i flere farver, fra 1695 kr., Lightyears.
En anden spændende lysløsning, i stedet for de klassiske små lamper over køkkenbordet, er væghængte lamper. 265-lampen, designet af Paolo Rizzatto, l 205 cm, 5500 kr., Flos.
Skab effekt med køkkenfliser. Brug smukke håndlavede keramiske fliser som dekoration i køkkenet eller som alternativ til den klassiske stålplade på væggen bag komfuret. 16 stk. keramiske fliser, 15 x 15 cm, 2270 kr., fås også i pakke med 4 stk., Arttiles.
De gamle køkkenlåger blev sprøjtemalet hvide og fik nye greb. Herefter blev hele det gamle køkken indrammet af en ny bordplade i stål, der går hele vejen rundt omkring skabene og samler rummets elementer. Som modspil til køkkenets sort/hvide grundudtryk er der brugt træ, metal, keramik, stentøj og marmor på tilbehørssiden. Små - og nemt udskiftelige - farvepift i form af dåser, opbevaringsæsker og tekstiler er også brugt til at skabe kontraster i rummet.
Grovkøkkenet og køkkenet støder op mod hinanden og derfor har de fået samme makeover. Dermed kommer rummene til at fremstå som en integreret helhed.
Køleskabet blev inddækket med en plade, der fungerer som tavle. Derudover giver tavlen en god overgang til de sorte vægfliser. Der blev opsat hylder oven over køleskabet for at give plads til mere opbevaring.
Kogebøgerne læses og bruges dagligt her i huset, og derfor er hylderne til bøger bevaret, dog med bordpladen integreret som en af hylderne for at skabe sammenhæng. Bemærk den alternative lysløsning med væghængte lamper.