10 ting du skal gøre rent, når du har været syg

Hvis familien bliver ramt af snottede næser, hoste eller feber, er det vigtigt, at man får gjort ordentligt rent derhjemme. Her er 10 råd til dig, som gerne vil holde rent under og efter sygdom.

Vi kender det allesammen. Influenza-sæson. Ungerne bliver syge, de voksne bliver syge, og ungerne bliver syge igen. Efter sådan en omgang kan det være en rigtig god idé at få skrubbet huset rent igen, men der er faktisk også ting, som du kan gøre, mens det hele står på - hvis man altså orker!

1) Sengetøj

Man sveder ekstra meget, når man er syg, så sørg for at hive sengetøjet af sengen, og fjern tæpper fra sofaen, som du evt. har brugt. Vask det hele ved den varmeste temperatur, som det kan tåle. Det kan også være en god idé at vaske hovedpuderne og dynerne.

2) Madrassen

Hvis madrassen også skulle være blevet beskidt, så sørg for at give den en ordentlig omgang. Det kan være en god idé bare at give den noget luft også selvom den ikke er blevet synderligt ramt. Du kan også give den en let (meget let!) omgang vand med en spray, men det er meget vigtigt, at du ikke bruger for meget vand. Desuden skal du være helt sikker på, at madrassen er tør inden du lægger lagen på igen.

3) Badeværelset

Hvis du har flere badeværelser i huset, så er det en fordel for både dig og dine familiemedlemmer, hvis den sygdomsramte kun bruger ét af badeværelserne. Det vil hjælpe mod at sprede sygdommen, og så gør det den efterfølgende rengøring meget lettere. Badeværelset har nemlig godt af en desinfektion efter sygdom. Sørg særligt for at få rengjort håndvasken, spejle, toilettet og håndtag. Her kan det være en fordel at være i besiddelse af en damprenser.

4) Tandbørsten

Hvis man bruger en billigere tandbørste, så er det en god idé at anskaffe sig en helt ny. For en dyrere tandbørste kan du hælde noget brintoverilte i en kop og lade det rense i 30 minutter. Sørg for at skylle tandbørsten grundigt med vand, inden du tager den i brug igen. Alternativt kan du vælge at skolde den med kogende vand.

5) Håndklæder

Hvis du kan, så udskift håndklæderne dagligt, mens du er syg, og sørg for, at alle i familien har deres eget sæt. Sørg også for at få vasket håndklæderne ved højest mulige temperatur, når du/I er blevet raske igen.

6) Legetøj og bamser

Bamser kan smides i vaskemaskinen sammen med sengetøjet for at få dem helt renset igennem. Alternativt kan du bruge en damprenser, hvis dyrene er for skrøbelige til at blive vasket i maskinen. Til legetøjet kan man skrubbe og dampe og evt. bruge en mikrofiberklud. Noget legetøj kan også klare at komme i opvaskemaskinen.

7) Hårde overflader

Bakterier lever længe på bordplader og andre hårde overflader, så sørg for at tørre af løbende under sygdomsforløbet. Det kan inkludere stikkontakter, dørhåndtag og andre overflader, som den sygdomsramte ofte er i kontakt med. En damprenser er bedst til dette, men har du ikke sådan en så kan desinficerende klude også være en god løsning.

8) Elektronik

Tør alt elektronik grundigt af. Det gælder fx telefoner, computere, tablets, keyboards, fjernbetjeninger, og hvad du ellers har derhjemme.

9) Skraldespande

Din skraldespand kan have indeholdt en masse spændende ting, mens du har været syg, så sørg for at få den gjort godt og grundigt rent efter den er blevet tømt. Du kan enten give den en tur med damperen eller spraye med et desinficerende middel før du skrubber den ren.

10) Køkkenet

Er det ungerne, som er syge, så sørg for at holde de små ude af køkkenet. Så er det dig, som må sørge for at servere mad, snacks og drikkevarer. Tør ofte køleskabshåndtaget af, mens der er sygdom på spil. Rengør borde, køleskab og håndvasken, når alle er blevet raske igen.