Lysere tider og lunere temperaturer venter lige om hjørnet – og det samme gør solfyldte dage og stemningsfulde aftener på terrassen. Drømmer du om at skabe den perfekte udendørs oase til afslapning og hyggeligt samvær sommeren igennem, så kig med her, hvor du kan lade dig inspirere af en feriebolig ud over det sædvanlige.
Det betagende hus har en unik placering på den italienske Riviera, og fra dets luksuriøse udearealer, der er indrettet med samme stramme linjer og nedtonede farvepalet som den 150 kvadratmeter store bolig, har man kig til både bølgebrus og grønne omgivelser.
Velkommen udenfor!
Luksuriøst uderum med flere zoner
Ligesom i boligen er også arealerne udenfor opdelt i forskellige zoner. Nogle til afslapning og nogle til underholdning, så der er en indbydende krog til enhver anledning og ethvert tidspunkt på dagen.
Eksempelvis er den elegante hængesofa under grundens største træ perfekt til en afslappende stund i skyggen. Det samme gælder den lille overdækkede terrasse, hvor et stort udetæppe skaber en tydelig base for de bløde loungemøbler fra Slettvolls Cape-serie og giver en følelse af en rolig oase, hvor samvær og luksus er i højsædet.
Loungemøblernes betræk er desuden hurtigtørrende, slidstærkt og egnet til maskinvask, så det egner sig perfekt til udendørs brug og står flot sæson efter sæson – både i sydlandsk såvel som det lidt mere barske nordiske klima.
Minimalisme møder vild natur
En x-factor i al indretning er interiørdetaljerne, og i denne bolig gælder det også udearealerne. På bordene i de hyggelige spisegrupper skaber planter i dekorative potter, lysestager og lamper i glas og små, skulpturelle indslag varme og personlighed.
Materialemikset på møbler og detaljer, der varierer fra aluminium til teak og flet, giver et spændende, men tilpas minimalistisk udtryk, som udtrykker balance mellem det organiske og det hårde – og lader den omgivende natur komme til sin ret.