De fleste haveeksperter mener, at man skal etablere sin spiselige have med krydderurter, salater og grøntsager i foråret. Men helt frem til august er der flere urter og salater, som haveejere sagtens kan 'starte forfra med.'
På havenyt.dk forklarer haveelskeren og entusiasten Camilla Plum:
"Man kan i hele juli så alle slags salat, gulerødder og rødbeder, rucola, isurt, den flerårige rucola, Diplotaxis tenuifolia, og langt de fleste af de sommerblomster, der bare skal sås på stedet.
Hvis man venter til august, kan man begynde på spinaten igen, og hele batteriet af asiatiske kål, sennep, mizuna og cikorie salater som frisée, der også har godt af lidt mindre varme, kan sås fra midten af juli."