System Cado er Poul Cadovius' mest avancerede reolsystem. hvor hele træpaneler hænges på væggen og monteres med hylder, borde og skuffemoduler. Systemet bliver relanceret af dk3 på møbelmessen i Stockholm i begyndelsen af februar og er i butikkerne fra maj.
Gå-på-mod
I slutningen af 1970’erne begyndte det at gå nedad for Royal System og System Cado, og det i en sådan grad, at produktionen helt stoppede, og gennem 1980’erne og 1990’erne forsvandt den ikoniske reol helt ud af de danske hjems møbelrepertoire.
– Der er en hel generation, der er vokset op med de reoler, som slet ikke har brug for, at de kommer tilbage. Men hvis man viser dem til deres børn på 30-40 år, så synes de, at de er helt fantastiske, siger Jacob Plejdrup, der måtte kæmpe hårdt, for at få licenserne, på trods af at begge reolsystemer har været ude af produktion i årevis.
– Poul var ret afvisende da jeg mødte ham første gang, og jeg fik indtryk af, at han ligesom ville beskytte mig lidt mod projektet. At det var historie, og det skulle have lov at ligge. Men jeg havde fået øje på de her reoler, og jeg kunne ikke holde ud, at de ikke var i produktion. Så jeg vendte tilbage, og fjerde gang fik jeg licensen, griner Jacob Plejdrup, som efterfølgende fik at vide, at det blandt andet var fordi, at Poul Cadovius kunne genkende noget af sit eget gå-på-mod i ham.
Det var i 2009, og året efter kunne dk3 præsentere Royal System på årets møbelmesser, hvor de fik en overvældende modtagelse.
– Folk undrer sig over, at Royal System har været helt væk, og er glade for at se det igen. Derfor er vi også virkelig stolte af at have Royal System i sortimentet og spændte på at kunne præsentere System Cado på forårets møbelmesser, siger Jacob Plejdrup.