Bag kulissen i galleriet

V1 Gallery er et af Københavns hippeste udstillingssteder. Mød galleriejeren, Jesper Elg og få et eksklusivt indblik i livet på galleriet.

© V1 Gallery

Jesper Elg har siden 2002 været direktør for og medejer af V1 Gallery. Sideløbende kuraterer han udstillinger i både ind- og udland, senst på Paint New York på Gl. Strand i København. Tidligere har han arbejdet med design og markedsføring.

HVORFOR SER DIT ARBEJDSRUM NETOP SÅDAN HER UD?
© V1 Gallery

Jeg tror, det afspejler den dynamik og fleksibilitet, der er i arbejdet på galleriet. Det er ikke kun ”mit” arbejdsrum, det er galleriets. Det bliver brugt af kunstnere, kollegaer og hvem, der nu ellers er involveret i galleriets virke. Så rummet ændrer hele tiden funktion. Nogle gange er det fyldt med computere, andre gange med værker og skitser, og til tider er det et socialt rum, der bliver brugt til møder af mere eller mindre formel karakter. Kunstværkerne i rummet ændrer sig, da vi ofte skifter ud, og det ændrer også rummet markant. Det er et stort privilegium at gå på arbejde med kunsten hver dag og bruge fortrolig tid med gode værker.

HVORDAN KAN MAN SE, AT DET ER DIT ARBEJDSRUM?
© V1 Gallery

Alle tingene i rummet har noget med V1 at gøre; værker, bøger, gaver, tæpper og mærkeligt nips. Og V1 er en stor del af mit liv. Galleriet ligger i den hvide Kødby i København, som er fredet, og da vi i sin tid lavede transitionen fra kødudskæring - med hjælp fra arkitekt Leif Jørgensen - til gallerirum, byggede vi en masse skalvægge, som kunne bevare kulturhistorien samtidig med, at der blev plads til en ny kunsthistorie. I kontoret er hovedelementet en reol, hvor vi har skåret ind til de bagvedliggende klinker igen. Vores arbejdsbord er lavet i samarbejde med Arkitektur Ministeriet, da vi ønskede at have et bord, hvor man hurtigt kan gå fra den ene situation til den anden, derfor er der også en hylde under hele bordpladen.

HVAD ER DET STØRSTE, DU HAR OPNÅET I DIT ARBEJDSRUM?
© V1 Gallery

Jeg betragter hele galleriet som mit arbejdsrum. Jeg er så heldig at have store oplevelser her, takket være de dygtige mennesker, jeg arbejder sammen med. Det kan godt være, at det lyder som en kliche, men jeg går på arbejde nysgerrig og kommer ofte hjem beriget, ikke nødvendigvis klogere, men med muligheden for at anskue verden en smule anderledes.

HVAD INSPIRERER DIG?
© V1 Gallery

Mennesker, både dem jeg arbejder med, og venner og bekendte. Det er ofte disse mennesker, der inspirerer mig til at finde ny viden eller opleve nye ting. Jeg er storforbruger af kunst, litteratur, film og musik. Jeg kan virkelig godt lide at blive solidt overrasket, læse en lang velskrevet artikel i f.eks. The New Yorker om et emne, jeg intet kendte til, lytte til P2 og få en kvalificeret indførsel i et stykke klassik musik, jeg ikke vidste fandtes og finde nye musikanbefalinger på for eksempel Pitchfork.com. Det er ofte sådan at de ting, der inspirerer mig, skal have tid til at bundfælde sig, og så bruger jeg dem på et senere tidspunkt, hvor det måske ikke lå logisk lige for. Jeg er et relativt nysgerrigt menneske, og derfor er det heller ikke altid lige til at sætte fingeren på, hvor inspirationen kommer fra. Nogle gange tror jeg, den forekommer i selve søgeprocessen. Som at taste forkert i Google og havne et helt andet sted end det koden burde have leveret.

HVAD ER EN KLASSISK OVERSPRINGSHANDLING I DIT ARBEJDSRUM?
© V1 Gallery

Når man er omgivet af de ting der inspirerer en, kan man godt fortabe sig i en god samtale, et værk eller en bog.

Følg Jespers hverdag @Elgeye