Klassik Studios mundblæste glasvaser og skåle er inspireret af klassisk dansk glas og farveintensiteten i glasset, når det håndslibes, hvor tykkelsen skaber et farvespil fra helt dyb ravfarvet til mere lys og transparent. Fra 150 til 1200 kr.
Anderledes, sjove og skæve design
– Vi har aldrig tidligere haft en vare i Klassik, hvor folk målrettet er kommet ind og har efterspurgt den. Det fik os selvfølgelig til at se, på hvilke designere som vi ellers har solgt godt af, og som ikke er Hans J. Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen og alle de andre kendte, som er umulige at få lov til at reproducere. Da dansk design, som ikke er så eksponeret, er særligt eftertragtet i Klassik, og der hver uge dukker 50 nye vintagedesign op, som er anderledes, sjove og skæve, og som appellerer til at blive vist, besluttede vi os for at se på dem, forklarer Thomas.
Feinschmeckere, stylister, arkitekter og udlændinge er ofte dem, der, ifølge Thomas, er toneangivende for en kommende møbelefterspørgsel i Danmark. Og da Klassik fra den kant oplevede en bølge af ønsker efter nyt, var det nærliggende at skabe Klassik Studio, som er et samarbejde mellem Thomas og Stefan Jensen, der arbejder i Klassik, samt designeren Lasse Storm Jørgensen. Sidstnævnte designer keramik, glas og messingvaser, der skal give et nutidigt element til den nye kollektion, der tager udgangspunkt i umiddelbart ukendt interessant design, hvor æstetik og funktion, og gerne multifunktion, går hånd I hånd.