Gennemtænkt og fleksibel stol fra Montana

I samarbejde med designerne Kasper Salto & Thomas Sigsgaard lancerer Montana en gennemtænkt og fleksibel stol.

Montana lancerer en ny, praktisk og komfortabel stol. Stolen hedder ”GUEST” og er designet af Kasper Salto & Thomas Sigsgaard. GUEST er nytænkende, fleksibel og smart.

GUEST er en yderst gennemtænkt stol, hvor der har været fokus funktionalitet og fleksibilitet. De to designere udtaler: Allerede for ti år siden begyndte vi at reflektere over at verdens befolkninger søger mod byerne. Meget tyder på at den urbane befolkning vil fordobles indenfor de næste 40 år. Med GUEST har vi vist vores tilgang til design: at ”opsøge” et problem og så løse det på den bedst mulige måde. At finde ekstra siddepladser kaster spørgsmålet af sig om opbevaringen af disse, når de ikke er i brug. Vi startede med at undersøge vores hjem og arbejdspladser for at finde et velegnet sted til opbevaring af ekstra siddepladser. Resultatet er GUEST, en stol, som er ved hånden og ikke i vejen”.

Ud fra den tanke, har Salto & Sigsgaard designet en stol, som er til rådighed, når du har brug for den. GUEST kan tages frem, når der er brug for en ekstra siddeplads. Den er desuden pladsbesparende, da den - sammenpakket - kan placeres i din Montana reol. GUEST er siddeklar på et kort øjeblik; med et enkelt greb slås benene ud og sædes sættes på.

Vigtigst af alt, er Montanas nye stol komfortabel og behagelig at sidde på.

GUEST fås i syv forskellige farver: Sugoi (lys grå), Umi (aquablå), Yume (blålilla), Kuro (sort), Damaru (beige), Chikara (citrongul) og Hayai (mørkgrå). De japanske farvenavne er valgt som reference til det praktiske og fleksible design.

GUEST kan købes fra 1. oktober 2014. Vejlende pris 1.995 kr.