Årets Comeback
BO BEDRE hylder i samarbejde med Bolig Magasinet og Scandinavian Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres Årets Comeback. Se de nominerede her.
Arch Chair er et møbel, som pirrer nysgerrigheden, og en stol, som nærmest skal ses med hænderne. Den er oprindeligt designet af Magnus Læssøe Stephensen i 1932, og efter års arbejde med detaljerne er den nu genintroduceret. Særligt iøjnefaldende er naturligvis den bevægelig ryg, som justeres med en læderrem, der samtidig fungerer som en dekorativ detalje. En slank og anderledes stol som står solidt i rummet med et meget personligt udtryk. Den er elegant, nyskabende, kær og ældes uden tvivl med ynde.
I 1964 blev et af Arne Jacobsen væsentligste mesterværker gesamtkunstwerket St. Catherines College i Oxford indviet. Samtidig med at han skabte det modernistiske byggeri, designede han også størstedelen af interiøret, hvor han videreførte de geometriske linjer. AJ Oxford-bordlampen er en del af dette interiør, og monteret på en pind udgjorde den smukke lampe belysningen ved de mange borde i spisesalen. Arne Jacobsens designs er evigt aktuelle, og relanceringen af AJ Oxford-bordlampen glider ubesværet og smukt ind i moderne hjem – også i dag. En lampe som leger med tung og let, hviler selvsikkert i sig selv og giver et smukt og behageligt lys.
Designet i 1952 er PK4 et af Poul Kjærholms tidligste møbler, efter han tog afgang fra Kunsthåndværkerskolen. Syv sammensvejsede stykker stål udgør stolens stel, mens et enkelt stykke flagline danner ryg og sæde. Et stærkt og stringent møbel, som udover sin funktion også står som et råt kunstværk i rummet. Loungestolen har et cool, moderne og fremadskuende look og er både elegant og industriel på samme tid. Den gør sig til fra alle vinkler, og lad endelig lyset spille igennem flaglinen, så møblets lethed fornemmes.