Danske Simone Voigt har forenet sin passion for italienske Murano-lamper og skandinavisk designæstetik i et nyt brand

Gennem et årti har Simone Voigt været passioneret samler af vintagelamper fra Murano. Nu er hun sprunget ud som selvstændig med fokus på sin passion.

Danske Simone Voigt havde gennem et årti været passioneret samler af vintagelamper fra Murano, inden hun etablerede brandet Copenhagen Venice.

Som navnet også antyder består brandet af italienske og danske byggesten.

Simone har brugt sine indsigter omkring glas til at sammensætte en kollektion af netop italienskproducerede lamper.

Efter at have besøgt mange glasværksteder og fået en forståelse af teknikkerne bag både mundblæste og håndstøbte glaslamper præsenterer hun nu Vetri Murano-serien, der forener italiensk håndværk med et skandinavisk formsprog.

Simone har valgt en original glasform fra 1970’erne, som giver opalglasset et elegant stribet mønster.

Lamperne kan efter aftale ses i Copenhagen Venices showroom i København og købes via hjemmesiden copenhagenvenice.com.

I serien findes pendler i forskellige størrelser samt væglampe og bordlampe – alle i hvidt opalglas.

Der findes også en limited edition i farvet glas.