Bag stålpladerne gemte sig et arkitektonisk mesterværk

I en tilbygning til den sydkoreanske ambassadebolig i Charlottenlund gemte sig en mageløs væg designet af Mogens Lassen

Den underjordiske tilbygning til den sydkoreanske ambassadebolig virkede ikke umiddelbart til at gemme på større arkitektoniske hemmeligheder. Med en swimmingpool, der ikke var blevet brugt i mange år og vægge beklædt med stålplader mindede tilbygningen mest af alt som et levn fra 1980’erne. Ikke videre æstetisk. Og for det nye ambassadørpar var det ikke just en swimmingpool, der stod øverst på ønskelisten.

Arkitekt Lotte Elkiær fik til opgave at stå for ombygningen. Og det kan alle design- og arkitektur-elskere i dag være glade for. Hun finder nemlig originaltegningerne og opdager her, at Mogens Lassen har tegnet en udendørs pejs ved siden af tilbygningen. Og da entreprenøren river stålpladerne af væggene i tilbygningen, opdager man en lang, sælsom og smuk væk.

Lotte Elkiær er hurtig til at se koblingen, og ganske rigtigt – den 18 meter lange væg er tegnet af Mogens Lassen, og denne danske kulturskat har i mange år levet sit eget gemte liv bag stålplader. Men ikke mere.

”Det var et stort held, at arkitekten var i stand til at lave koblingen – og et endnu større held, at ambassadørparret ikke blot rev væggen ned. Det havde jo været den billigste løsning. I stedet får de den restaureret med originalfarverne, og Danmark er blevet en arkitektonisk kulturskat rigere,” siger medredaktør hos BO BEDRE, Charlotte Ravnholt.

Relaterede Artikler