Axel Saltos stentøj sætter salgsrekorder i de internationale auktionshuse

Med naturen som den væsentligste inspirationskilde skabte, kunstneren og stentøjsmesteren Axel Salto, skulpturer, vaser og krukker, som i dag sætter salgsrekorder i de internationale auktionshuse.

Susanne Holte

— 22. februar 2017

Det bobler, pibler, vibrerer og udfordrer. Det er organisk, fuldt af liv, men også af en smule død og forfald, det berører og bevæger: Axel Saltos ekspressive stentøj pirrer stadig sanserne og står frem som noget helt ekstraordinært mere end 80 år efter det blev formgivet. Og det ville givetvis have fornøjet ham, for han havde netop et ønske om at anfægte og berøre, og han tog livet igennem del i debatten om, hvad kunst er og ikke mindst burde være.

Samlere flokkes i dag om de skulpturelle vaser og organisk inspirerede stentøjsgenstande fra Saltos tre stilperioder: den riflede, den knoppede og den spirende stil. Der falder hammerslag på sekscifrede beløb på de store internationale kunstauktioner, og Saltos værker er at finde i udstillingerne på de største designmuseer. Interessen for de fabulerende stentøjsværker er ikke helt ny, men den kulminerer netop nu sammen med et fornyet fokus på modernismen og efterspørgslen på møbeldesign fra den periode/stilretning, man kalder Danish Modern.

Der er givetvis flere forklaringer på, at Saltos stentøj, skabt i en periode fra omkring 1929 til 1960, er i høj kurs, men nogle af dem er, ifølge professor og designhistoriker ved Institut for Design og Kommunikation, Anders V. Munch, at Axel Salto var en helt central figur i dansk designhistorie.

– Axel Salto var ikke bare udråbt som et af de største navne inden for keramikken, han var også kendt for sit samarbejde med meget centrale og anerkendte producenter, forklarer Anders V. Munch, der betragter Salto som en skikkelse, der stak ud fra sin tid.

Axel Salto (1889-1961) var egentlig uddannet maler og grafiker på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1914, inden han kastede sig over keramikken. Han rejste, som mange andre kunstnere før og samtidig med ham, til Paris, hvor han mødte Picasso og Matisse – kunstnere der fik en afgørende indflydelse på hans videre færd.

Han grundlagde kunstnersammenslutningen De Fire sammen med malerne Svend Johansen, Karl Larsen og Vilhelm Lundstrøm. Med base i den franske hovedstad og senere i Cagnes-sur-Mer i Sydfrankrig, arbejdede og udstillede de sammen op gennem 1920’erne, hvor de manifesterede sig som tidens mest progressive og moderne kunstnere. Det var fest og farver, og Salto har senere beskrevet perioden som ”en lille skyggefri parentes mellem to krige”.

Inden de løsslupne år i Frankrig nåede Axel Salto at grundlægge og udgive det polemiske kunsttidsskrift Klingen (1917-1920), der var en reaktion på datidens generelle kunstopfattelse i Danmark. Med redaktionelle bidrag fra kulturradikale koryfæer som lysmageren og revyforfatteren Poul Henningsen og forfatter og kritiker Otto Gelsted blev tidsskriftet et vigtigt talerør for den modernistiske kunstbevægelse – især kubismen og ekspressionismen.

Salto var livet igennem en søgende kunstner, der udforskede motivets ekspressive muligheder. Han gik på jagt i antikkens mytiske verden, hentede inspiration i renæssancen og barokken, men fandt sin helt egen stil og blev en af modernismens banebrydere. Når han valgte at inkludere leret i sit kunstneriske virke, var det måske for at få bedre muligheder for at arbejde med det fabulerende og organiske udtryk.

– Salto begyndte at arbejde med stentøj og glasurer som organiske materialer i omhyggelig forarbejdning, der passede ind i billedet af dansk brugskunst i perioden, men trods materialet, der signalerede brugskunst, så skabte han ret uregerlige og utilpassede ting, der syntes at modsige den saglige funktionalisme. Selvom han var en fast del af kredsen af møbelarkitekter og kunsthåndværkere, der lavede store udstillinger med Danish Modern i udlandet, så havde han rollen som kunstneren, der gav udtrykket fuld skrue uden at tænke i funktion, fortæller professor Anders V. Munch.

– Måske er det netop, fordi han er undtagelsen, der bekræfter reglen, at han er helt oppe i kurs igen. Hans genstande giver samlerne lov til at dyrke de vilde former, mønstre og dekorationer midt i feltet af saglige materialer og konstruktioner, siger Anders V. Munch, der mener, at Saltos former fremkalder og forstærker træk fra den organiske modernisme, der også lå bag tidens møbler og brugsgenstande – formtræk der synes at efterligne naturens vækster, dyrevæsner og menneskelemmer, som man finder igen i Arne Jacobsens stole Myren, Ægget eller i de bløde former, som Hans J. Wegner og Finn Juhl blev kendt for.

– Axel Salto fik stor betydning i kraft af sin eksperimentelle tilgang til mønstre. Der var ikke tale om påsatte ornamenter, som moderne design netop lagde kraftig afstand til. I stedet synes hans mønstre at vokse ud af materiale og glasur. Det var et nybrud, som fascinerede og som gjorde det legitimt for en funktionalist at arbejde med det dekorative, påpeger Anders V. Munch.

Nogle af Saltos første arbejder med det nye materiale var det såkaldte polykrome porcelæn, som han skabte for porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, hvor han arbejdede i perioden fra 1923 til 1925. Porcelænet blev præsenteret i den danske pavillon på verdensudstillingen i Paris i 1925 og vakte stor interesse – ikke mindst i fransk presse. En ny kunstnerisk verden blev foldet ud, og Salto indledte snart et tæt og meget skelsættende samarbejde med Carl Halier på Københavns Stentøjsbrænderi, hvor han forsøgte sig med stentøjet. Mange af Saltos berømte skåle og vaser skabtes i dette samarbejde.

Halier var en sand glasurens mester, og som alkymister eksperimenterede de to sig frem og skabte i løbet af 18 måneder både den riflede stil, der baserer sig på enkle gentagne mønstre, og den knoppede stil, inspireret af kastanjer og eukalyptusfrugter.

Fra 1931 til 1932 tog Salto sig en afstikker til Saxbo Keramik, hvor han arbejdede sammen med keramikeren Nathalie Krebs. Hun komponerede nye glasurer til hans ting, og han designede her en række unikaværker i stentøj. Salto, der hele tiden var på jagt efter ny inspiration og nye arbejdsmetoder, søgte nye indsigter hos værkstedsfællesskabet Bode Willumsen, hvor han blandt andet arbejdede med arkitektoniske udsmykninger, inden han fra midten af 1930’erne blev tilknyttet Den Kongelige Porcelænsfabrik. Her fik han mulighed for at genoptage det frugtbare samarbejde med Carl Halier, og sammen udvikler de den spirende stil, inspireret af planter i vækst. Alle Saltos tre stilarter er inspireret af naturen, frugter, rødder, planter – af vækst og spirende liv. Der er på ingen måde tale om én til én-inspiration, men snarere om et forsøg på at indfange naturens indre væsen.

Samarbejdet med Carl Halier og Nathalie Krebs blev af afgørende betydning for Saltos stil. Axel Salto opfattede nemlig ikke sig selv som keramiker. Keramikken var for ham et resultat af et arbejdsfællesskab, og værkerne opstod i en tæt dialog mellem ham som kunstner og de keramiske håndværkere, som kunne forløse hans idéer.

Keramikken blev for Salto et livslangt mysterium, som han søgte at komme til bunds i. Han udnyttede glasurens indre liv og stræbte efter variationer i det færdige resultat, og han lod sig konstant forføre og fascinere af ovnens uforudsigelige indflydelse på det endelige værk.

Saltos tætte samarbejde med dygtige keramikere og drejere påvirkede ikke blot hans formsprog. De helt særlige glasurer og overflader, som Salto-kendere elsker og beundrer, blev også til i samspil med specialister. På Den Kongelige Porcelænsfabrik var det blandt andet samarbejdet med ingeniør H.A.L. Madslund, der kom til at præge værkerne. Madslund var mesteren bag den svovlgule solfatara-glasur, der skabte en fornemmelse af fugtig og jordagtig natur, og som blev en af Saltos særkender.

Stentøjet blev Saltos skæbne, og i løbet af 1940’erne flyder han næsten over af kreativitet. Hans formsprog eksploderer, og nogle af hans meste markante værker bliver til i dette årti. Det er også i starten af 1940'erne, at Den Kongelige Porcelænsfabrik overtager Saltos egne gipsforme til modellerne og dermed sikre sig muligheden for at producere Saltos værker fremadrettet.

Axel Salto selv stopper sit arbejde i 1959 og dør to år senere i 1961. Det anslås, at Salto nåede at skabe ca. 3000 stykker stentøj i perioden fra 1929 til 1949. Til sammenligning producerede Den Kongelige Porcelænsfabrik mellem 10-12.000 ek- semplarer mellem 1949 og 1985.

Axel Saltos værker står i dag som udsøgte prydgenstande i private hjem, men kan heldigvis også nydes på museer. CLAY Keramikmuseum Danmark råder over en af verdens største samlinger af kunstnerens værker. Med mere end 180 værker er der tale om en helt unik samling, som udstilles fra den 24. februar til den 17. september 2017 på museet i Middelfart.

Udstillingen 'AXEL SALTO - Stentøjsmesteren' går bag om Saltos kultagtige status og forsøger at give svar på, hvorfor hans værker er så populære blandt både indretningsarkitekter, designere, samlere og museer. Museet vil med udgangspunkt i samlingen, i de originale skitsebøger, bøger, redskaber og arkivalier, formidle historien om en af de største stentøjskeramikere inden for dansk kunsthåndværk nogensinde, og gå bag om mesterens arbejdsprocesser og hans kunstneriske visioner.