8 inspirerende trends i 2016

Japan, det nordiske, masser af farver og den moderne glamour er hovedtendenserne i 2016. Kig med her, og se, hvilke farver, materialer, designere, stilarter og møbler der hitter i 2016.

Lamper med historie
Det bliver et år med masser af lampelanceringer. Vi ser nyt innovativt design, men vi hiver også endnu flere ældre lamper frem af gemmerne og giver dem nyt liv i moderne kontekster. Der er relanceringer af fx Greta Grossman, bl.a. fra Gubi.

Og Flos’ gamle model 548 tegnet af Gino Sarfatti i 1958 får en renæssance.

Farver: Lyse grønne, cognac, marsala, okker, aubergine, petrol.

Luigi Massonis Brumbury-lampe fra The Apartment.

Også vintagelamper fra 1970’erne er stærkt på vej, her Luigi Massonis Brumbury-lampe fra The Apartment. Tjek også Joe Colombos lamper ... det er bestemt ikke en dårlig idé at finde dem på auktioner og på markeder

Årets møbel musthave
I 2015 var der fokus på øreklapstole, daybeds og barvogne. I 2016 fortsætter vi ud af den kurs, men spår også kabinetter, montrer og vitriner på ben et stort år. Steder, hvor vi kan udstille samlinger og små kuraterede udstillinger af vores yndlingsobjekter. Her Space Copenhagens kabinet.

Spejlvæg fra Etage Project.

Og så tror vi på skillevægge og spejlevægge. Selvfølgelig fordi de kan rumopdele, men især fordi de har en dekorativ effekt og skaber noget spænding i rummet. Her fra Etage Project med Thomas Poulsens (alias kunstneren FOS) fine Bag Mirror skabt for det franske modehus Céline.

Danish Modern
Vi kommer ikke udenom, at Danish Modern version 2.0 stadig er på sit ypperste. Både herhjemme og internationalt. Dansk/skandinavisk simplicity er en stil, der ikke sådan lige går af mode. Vi oplever i øjeblikket en hær af nye, unge generationer af stolte snedkere, der fremstiller håndgjorte møbler i limiterede kollektioner. Men også endnu flere klassikere fra kendte navne ser dagens lys. U-stolen af Wegner/Getama.

Pingvingyngestol af Ib Kofoed-Larsen/Brdr. Petersen.

Chairman af Henrik Tengler/OneCollection og daybed af Søren Ulrich/bysorenulrich.com.

Væggene er en del af interiøret
Trælameller og træbeklædninger, metalplader, stof og glas. Væggene skal ikke kun males i udsøgte farver, de skal også dækkes af nye materialer. Her inspiration fra det parisiske hotel Vernet.

Tekstilfirmaet Pierre Frey.

Mindre projekter med vægdekorationer kan også gøre en stor forskel, tjek fx File under Pop og Kristina Krogh Studio.

Soveværelse på det mexicanske hotel Casa Fayette.

Se vores online-favoritter: Dimore Studio, Nilufar Gallery Apparatus, 1dibs.

Flere materialer & åbne konstruktioner
2016 bliver for alvor året, hvor designerne eksperimenterer med brugen af flere materialer. De mikser marmor, træ, metal. Se bare dette eksempel af Laura Bilde.

Et andet godt eksempel er &traditions Palette-bord af Jaime Hayon.

Det bliver samtidigt karakteristisk for mange af de nye møbler, at de har åbne konstruktioner. Se bare belgiske Muller van Severens kombi-møbler.

Sten & artpieces
Du skal helst have noget, som din nabo eller venner ikke har. Vintagedesign eller gallery-pieces, altså designobjekter, der lige så godt kunne være unika og stå på et galleri, er en bølge mod alt det masseproducerede og kommercielle. Og mod det pæne og forudsigelige. Ægte kunst og kunsthåndværk, alt det autentiske, er i høj kurs. Og i 2016 skal du helst finde noget i sten! Her objekter fra DesignerZoo.

Italienske Studio Charlie, som har skabt bogstøtterne Classico i brun marmor for Atipico.

Stål og skind
Vi er slet, slet ikke færdige med art decoen eller alt det nordiske, men ... vi kommer til at se mere og mere Bauhaus-design. Og stål og skind, især fra slut 20’erne, 30’erne og 40’erne. Arkitekter og designere som Le Corbusier, Eileen Grey, Charlotte Periand, Marcel Breuer og vores egne Poul Kjærholm og Fabricius & Kastholm får en opblomstring. Det er maskulint - og nogle vil måske tænke på 80’erne. Men hvis talen falder på 80’erne, er det mere Memphis-stilen, som vi ser konjunkturerne af ... det er dog stadig kun for den allermest elitære designinderkreds. Bibendum Chair af Eileen Grey.

LC7 Swivel Chair af Le Corbusier.

PK24 Chaiselong af Poul Kjærholm.

Læg også mærke til: Joe Colombo, Jean Prouvé og PaulinPaulin.

Gio Ponti & Modern Glam
Pludselig dukker en af de gamle koryfæer op og ud af glemslen, nemlig Gio Ponti. Takket være Molteni & C og danske Gubi (spejl), som relancerer italienerens design. Det er lidt dekadent, det er i hvert fald med formsprog, der driller den danske stringens. Flere kalder det Modern Glam, det lidt svulstige, det dekorerede og brugen af gyldne metaller.

Stol af Molteni & C.

Lysestagerne Gloria er designet af Broberg & Ridderstråle for Klong.

Stolen Bonaparte med frynser er fra Gubi. Investér også i: Fuldpolstrede lænestole, tin, farvet glas, krystalglas, Murano-glas, midcentury-møbler, indskudsborde, art deco-objekter, vægdekorationer og mønstrede tekstiler