
40 år med farver: Montana fejrer jubilæum med særligt samarbejde
I år kan Montana Furniture fejre 40-års jubilæum, og det bliver markeret med en fyrig og farverig makeover af fabrikken på Fyn.
Af — 16. september 2022Hvis du kommer forbi den lille provinsby Haarby på Fyn, vil du normalt blive mødt af Montanas store, hvide fabrik. Nu kan du i stedet opleve Danmarks måske største kunstværk.
I anledning af Montanas 40-års jubilæum har den hvide fabriksbygning nemlig fået en farverig makeover lavet i samarbejde med den franske kunster Camille Walala, kendt for sine ambitiøse, storstilede og eksplosivt farverige værker i det offentlige rum.
Et farverigt statement
– Montana er lig med farver og har været det siden begyndelsen. Med denne farverige transformation af fabriksbygningen ønsker vi at skabe et landmark, hylde farver og sætte vores danske produktionsfaciliteter på landkortet, fortæller Joakim Lassen, CEO for Montana, og fortsætter:
Vores nye tagline er ’Let’s create playful spaces’, og med det ønsker vi at opfordre verden til at bruge flere farver. Vi kan dog ikke gøre det uden selv at gå forrest. Derfor har vi nu forvandlet vores temmelig kedeligt udseende fabrik til et farverigt statement – lige så farverig og legende udenfor, som møblerne vi skaber indenfor.