Vin, vand, sol & kærlighed
Et Dansk-italiensk par er flyttet til apulien i syditalien, hvor de har skabt deres eget paradis i en af de sjove trulli, der giver området karakter.
Af
Det var kærlighed, der i sin tid bragte Katrine Kierkegaard til Italien. Kærligheden til det smukke land, den gode vin og den fantastiske kultur. Og ikke mindst kærligheden til Giuliano Bruno, som hun i dag deler både hjem og arbejdsplads med i et af de dejlige og specielle trulli-huse, man kun finder i den syditalienske region Apulien. De blev oprindeligt bygget som midlertidige skjul for afgrøder og dyr og var lette at opføre og rive ned. Trulli-husene blev lavet af sten på sten uden brug af mørtel eller cement - det eneste bindemiddel, der blev anvendt, var jord, hvilket havde en helt praktisk årsag. Dengang som nu var italienerne ikke meget for myndigheder, og slet ikke dem, der opkræver penge.
- Efter sigende skulle de være relativt lette at rive ned, hvis nu skattemyndighederne skulle komme forbi, forklarer danske Katrine Kierkegaard, der sammen med Giuliano Bruno har købt og istandsat et hus bestående af flere trulli og lamie, som er de fladtagede bygninger, der binder de forskellige trulli sammen til en helhed.
I mange år stod trulli-husene og forfaldt, men i dag har mange fået øje på de smukke bygninger. Det gælder ikke mindst det pragtfulde Terra e Mare (jord og hav, red.), hvor Katrine Kierkegaard har indrettet et Bed & Breakfast med sin kæreste.
- I dag er der kun tre trulli-magere tilbage, og derfor er der op til tre års ventetid på reperationer, siger Katrine Kierkegaard.
Parret besluttede i 2011 at flytte fra Nord- til Syditalien for at udleve drømmen om at samle familie og arbejde under samme tag. Derfor sagde Katrine Kierkegaard sit mangeårige job i turistbranchen op, og det samme gjorde Giuliano Bruno, der var leder af en grafisk afdeling. Giuliano Bruno er født i Napoli, men har familie i Apulien, og det var derfor naturligt at lede efter en bolig i det smukke, støvede landskab. Det tog da heller ikke lang tid, før parret faldt for den hundrede år gamle ejendom, der består af en hovedbygning på 250 m2 med to køkkener, spisestue, alrum med pejs, kontor og seks soveværelser med eget toilet og bad. Ved siden af ligger en mindre bygning på 75 m2 med køkken, bad og soveværelse. Begge bygninger har gennemgået en større, men nænsom, renovering, så store vinduer og døre, med lige eller hvælvet overkarm og gråsorte jernrammer, nu bryder vægfladerne og giver huset et moderne look. Gulvene er enten de originale med store flade sten eller malet i grå højglans eller i terrakottafarve. Indretningen er nærmest puritansk, smuk og enkel. Vægge og lofter er hvide som i et kloster, brudt af indbyggede hvidmalede sofaer, små nicher og malerier fra Giuliano Brunos egen hånd. I det hele taget holder Katrine Kierkegaard og Giuliano Bruno af det selvgjorte, det lokale og det rustikke. Mange ting er fundet på markeder i området, og parret forklarer, at de kun bliver mere glade for området, jo længere de bor her.
- Det er en varm og solrig egn med godt vejr stort set hele året. Her er pragtfuld vin, vidunderlig olivenolie, velsmagende solmodne frugter, grøntsager og andre råvarer. Og så har vi jo også det indbydende Adriaterhav ganske tæt på, så vi mener, vi har fundet paradiset her i Terra e Mare, siger Katrine Kierkegaard, mens hun misser mod solen bag solbrillerne.

Katrine dækker op på terrassen. Herfra ser man tydeligt, hvordan de kegleformede trulli-huse er bundet sammen med de flade lamie-bygninger. Denne side: De tidligere ejere anlagde poolen, som de omgav med en sydlandsk beplantning. Her opholder parret sig gerne på de varmeste sommerdage.

Katrine Kierkegaard og Giuliano Bruno elsker deres gamle Fiat 500, der for mange italienere er mere end en bil: Den er symbolet på den velstand, der kom til Italien i 1960’erne.

De moderne vinduer passer overraskende godt til den historiske bygning, som de tilføjer en stramhed i linjen, der supplerer trulliernes runde former flot. Katrine og Giuliano går ind for genbrug, og derfor er der mange sjove gamle lamper og møbler, der er købt på lokale markeder og i antikbutikker.

De gamle trulli er i dag bygget sammen med de flade lamie, så de bliver mere beboelige. Her i kontoret er gulvene belagt med sten og malet i højglans, hvilket giver en effektfuld kontrast og gør huset helt unikt at bevæge sig rundt i.
Trulli og lamie (i ental trullo og lamia) er en gammel og traditionsrig byggestil, man kun finder i Itria-dalen i Apulien. Navnet Trullo kommer af det græske troulos, som betyder kuppel. En lamia er betegnelsen for de lave bygninger, der binder de enkelte trulli sammen. Trulli-husene blev oprindeligt opført som skjul til dyr og afgrøder, men også som boliger. Deres intermistiske byggestil skyldes ifølge overleveringen, at de lokale beboere rev dem ned, når middelalderens skatte- opkrævere kom forbi. I dag er trulli-huse populære som feriehuse eller boliger, men det kræver særlige tilladelser at sætte dem i stand, da de er på UNESCOs verdensarvsliste.

Kontoret er indrettet i en af de 200 år gamle trulli. Den er oprindeligt bygget til vinproduktion, hvor kurve med vindruer blev tømt ind gennem åbningen i muren, hvor der i dag er et vindue. Bordet er købt antikt, og på det har Katrine placeret miniaturekopier af parrets elskede Fiat 500 og Vespa-scooter.

Alrummet emmer af hygge, afslapning og sydlandsk levevis. Pejsen er praktisk om vinteren, hvor der selv i Syditalien kan blive koldt, men i sommervarmen er den kun til pynt. Den opmurede hvide sofa er både praktisk og flot i det specielle rum. Gulvet i alrummet er malet i terrakotta-farver, der står godt til den gamle sten, der udgør fundamentet på pejsen. På hylderne en blandning af danske og italienske bøger samt diverse antikke genstande fundet på markeder.

Stemningen i soveværelset er helt fantastisk, fordi man har fornemmelsen af at kravle ind i en varm, tryg hule. Den murede hylde i væggen er praktisk og ikke mindst dekorativt. De moderne døre tilfører en stramhed til de klassiske bygninger. Dette er et af de soveværelser, man kan leje - se infoterraemare.it.

På højsommerdage har det flere gange været op til 42 grader varmt, og så er det om at lukke af og holde kulden inde og varmen ude med vinduer, skodder og gardiner. De nye vinduer og døre hjælper på isoleringen, og kombineret med de tykke mure betyder det, at der altid er en behagelig temperatur indendørs.

Miniaturer af de italienske ikoner - Vespaen og Fiat 500 - der har en særlig plads i de fleste italieneres hjerter.

Giuliano med sin Vespa. Som ægte italiener har han naturligvis et eksemplar af italienske unges foretrukne køretøj lige ved hånden.

Bag poolen ligger et yogahus, der blev opført af den tidligere ejer. Det ligger i skygge det meste af dagen på grund af de høje træer omkring, og derfor bruger Katrine og Giuliano det som et behageligt opholdsrum. Poolen er oplyst, og i den blå time, lige omkring solnedgang, giver det en helt særlig stemning, når man sidder i træhuset, lytter til cikadernes sang og måske tager sig en hurtig aftendukkert inden aftensmaden, som man først indtager omkring klokken 21 på disse kanter.