
Tilbage til Maagehuset
År efter år, både sommer og vinter, vender ejeren tilbage til sit røde hus midt i marehalmsklitterne ved Skagens kyst. Maagehuset har stort set ikke ændret sig hverken ude eller inde i tre årtier...
AfLotte Freddie
For enden af stien og gemt bag en 10 meter høj sandklit, ligger Maagehuset. Det sidste hus inden vandet - på den anden side af klitten bruser Vesterhavet langs kysten ved Gl. Skagen.
Maagehuset lå før på stranden, ude på det, der nu er tredje revle. Det er flyttet på rullende pæle to gange, første gang seks år efter at det blev bygget i 1932 og igen i 1967. For bølgerne åd stranden bid for bid, så husene faldt i havet, indtil der i 1979 kom høfder, som beskytter kysten mod vandets hærgen. Dengang var der havudsigt, men siden har klitten rejst sig til den meterhøje, lysegrønne vold, der hæver sig omkring huset og værner mod vestenvind og storm.
Her er enestående ude som inde, hvor gennemtænkte detaljer danner de afslappede og hyggelige omgivelser. Hvor roen og velværet automatisk sænker sig imellem originale loppefund og gode, enkle kunstværker. Alt ser tilfældigt ud - uden at være det. Farverne er blandet kreativt; grønne dørkarme og loft til gråmalede vægge, og blå dørkarme og loft til hvide vægge i stue og køkken. Her hersker perfekt, afslappet orden, for det skal være let at finde alting.
Maagehuset hed Klithuset, inden det blev omdøbt i 1960'erne. Huset har altid haft samme røde farve, der står i smuk kontrast til de grønne omgivelser. Trappestenen er stenhuggerarbejde hugget i ét stykke granit.
Skiltet med mågen malet på et stykke strandgods har hørt til huset i 30 år.
Bag den højeste af klitterne omkring Maagehuset, Maagehusklitten, bruser Vesterhavet.
Der er ingen egentlig have til huset, men en gårdsplads i fliser og brosten omkranset af plankeværk ud til klitterne.
Lyserøde pelargonier i lerpotter smukt mod husets røde facade.
Skagenarkitekten Alfred Hansen var manden bag Maagehusets ombygning, der blandt andet indebar de karakteristiske "griseøjnevinduer", som henter lyset ind til fyrretræsbordet i spisestuen. Slagbænken er betrukket med klassisk, stribet olmerdug. Lignende kan købes hos museumstekstiler.dk.
De solgule sofaer fra Anton Dam får rødt betræk på om vinteren. Begge farver står flot til det grønne loft i stuen, hvor også et Kjærholm-sofabord har plads.
Det blå køkkenrum er praktisk indrettet med en ekstra arbejdsplads ved træbordet på hjul og en mindre spiseplads ved vinduet. Akvarellerne er malet af husets ejer selv.
Blødt sand så langt øjet rækker på stranden bag klitterne omkring Maagehuset. I det fjerne fortoner Gl. Skagen sig.
Terrassen mod vest er mere rustikt indrettet end gårdhaven med et stort bord lavet af drivtømmer og terrassedæk af gamle jernbanesveller.
I et hjørne af køkkenet er der blevet plads til en lille kontorplads med åbne hylder fyldt med porcelæn, glas og kogebøger henover. Blå detaljer som opalineglas-lampen og stolehynden spiller sammen med de blåmalede karme og loft.
Ægte sommerhusidyl med grønne glas og små træskibe i karmen. Her ved den lyse vinduesplads flankerer to Bruno Mathsson-fletstole et gammelt træbord med en antik, fransk magasinholder under.