Man kan let drømme sig bort til fjerne egne, når man sidder på sit kontor i byen og et øjeblik letter blikket fra computerskærmen på skrivebordet. Men hvor mange af os tænker sydens sol eller eksotiske rejsemål, drømmer ejerne af dette elegante sommerhus i Nordsjælland om at pakke bilen og hurtigst muligt komme op til deres sweet-spot: deres skarptskårne sommerresidens, der kombinerer træ, glas og aluminium med en skøn naturgrund omgivet af fyr, eg og bøg.
Huset på 220 m2 er tegnet af Christian Cold fra arkitektfirmaet Entasis, så det på en gang springer i øjnene og smelter ind i den omgivende natur. Midlerne til at opnå denne ganske modsatrettede effekt er en målbevidst brug af materialer, strukturer og formgivning: sommerhuset består af tre bygninger – et hovedhus i beton, glas og aluminium, der har en tilknyttet sidebygning, der er beklædt med ubehandlet cedertræ ligesom annekset, der rummer garage, bådehus samt en gæsteafdeling med plads til seks personer.
Ejerne forklarer, at de ønskede et hus, der udstrålede en hård kølighed, hvor beton i kombination med store glasflader med aluminiumsrammer bringer naturen indenfor – men samtidig skaber en afstand til den. Men parallelt med dette ville de også have en bygning, der byder velkommen med den varme, man traditi- onelt forbinder med sommerhuse, der som regel er bygget i træ. Valget faldt på cedertræ, der i sin ubehandlede form patinerer til en smuk grålig tone, der går perfekt i spænd med den sandede grund og fyrretræernes bark.
indenfor mærker man intet til den dualisme, der præger eksteriøret. Fra man træder ind, til man bevæger sig ud på de store terrasse-områder ved stuens glas- facader er der tænkt i en helhed. Materialerne er sten, træ og metal – og der er helt konsekvent valgt sorte, grå eller hvide nuancer.
soveværelser, bad og toiletter er samlet i den træbeklædte del af huset, mens hovedhuset i de hårde materialer rummer køkken og stue ud i et. loftet i køkkenet er bevidst noget lavere end i stuen, hvilket giver et naturligt flow, så man bliver ledt frem mod stuen – og mod lyset: Her føler man næsten, at man sidder under et halvtag på grund af de overvældende glasfacader, der udgør sidevæggene.
Den opmærksomme læser vil nu konstatere, at familien uden tvivl har fået det specielle hus, der skiller sig ud fra andre sommerhuse, som de ønskede. Men også deres andet ønske om et vedligeholdelsesfrit hus er blevet realiseret: både træværk, aluminiumsrammer og betonmure er materialer, der patinerer på en flot og ens måde, så der ikke er brug for at male eller pudse. som familien selv siger:
- Vi tager til huset for at slappe af. Ikke for at gøre rent.