Kontrastfulde kulisser

Rie Lykke er scenograf på spillefilm og dermed god til at iscenesætte og opbygge universer. I hende og mandens sommerhus ved Rørvig har hun med få virkemidler formået at skabe en rå og kontrastfuld base.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

Sommerhuset skiller sig ud og fanger øjet, når man kører ned ad den lille skovvej, som fører til stranden og Kattegats bølger. Plantagen med store grantræer åbner sig, og midt i den rå natur ligger huset. Det møder en med sin originale arkitektur.

– Første gang, vi så det, var en kold vinterdag, hvor vi havde forvildet os ned ad vejen. Vi fik først øje på huset og derefter til salg-skiltet og listede hen for at se ind ad vinduerne, da det stod tomt. På vej hjem i bilen kunne vi begge mærke den der “åh, åhh”-fornemmelse. Det var kærlighed ved første blik, fortæller Rie Lykke, der sammen med sin mand, filmfotograf Lasse Frank, købte sommerhuset for snart tre år siden. De har sammen sønnerne Elliot på fem og Lui på tre år.

Oprindeligt havde jeg en forestilling om et sommerhus, som var mere romantisk og hyggeligt, men faldt fuldstændig for den moderne tilbygning, som giver den spændende og rå kontrast, siger Rie Lykke.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

Små naturlige tableauer i haven - som her på bænken - opstår, når børnene finder ting på stranden eller i skoven.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

Rie Lykke er 34 år og uddannet på Danmarks Designskole som scenograf. Hun arbejder med film og tv og varetager freelanceopgaver med indretninger på fx biblioteker.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

I stedet for en hæk ind til naboens have byggede Rie Lykkes far denne dekorative væg, der fungerer som brændeskur.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

Fra køkken-alrummet fører en gang ned til stuen. Vinduernes sorte rammer omdanner naturen udenfor til flotte naturlige kunstværker, så parret har ikke det store behov for kunst på væggene. Den kinesiske barnestol er en gave fra fætter August til Elliot, et loppefund, der er blevet sat i stand. Guldskoene er fra Repetto, og de to ting afslører Rie Lykkes sans for enkle, effektfulde opsætninger. Skindet på gulvet i stuen er fra BoTa i Nykøbing Sj., og loungestolen af Eames stammer fra parrets tidligere lejlighed.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

I den ene ende af stuen har parret indrettet et lille kontor, så weekenderne kan forlænges, samtidig med at arbejdet kan passes. Bordet er arvet fra Rie Lykkes bedstefar, og lampen er en gave fra Lasse Frank til Rie Lykke, købt i Rue Verte Plus.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

Et stort glasparti indeholdende køkken-alrummet, forbinder de to oprindelige huse. Selve køkkenet er fra Svane, men ombygget. De gamle, franske Tolix-stole stammer fra den nu nedlagte Citröen-fabrik i Frankrig. Spisebordet er arvet og malet.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

De røde stole der frisker op på terrassen, er fra Fermob og købt hos Fog i Lyngby. – Om sommeren står dørene altid åbne ud til haven. Det udvisker grænserne mellem inde og ude. Så kan vi høre havet og de høje træers susen – den fornemmelse af at være ét med naturen elsker jeg, fortæller Rie Lykke.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

I køkken-alrummet matcher gryder på væggen og stole med en orange keramikvase, som Rie Lykke har arvet fra sin mormor. – Efter en lang filmperiode kan jeg godt blive lidt afhængig af farvegentagelser i rummene, som jeg ofte arbejder med på film, fortæller Rie Lykke.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

Brændeskuret danner en dekorativ baggrund til havemøblerne, som Rie Lykke lader stå ude om vinteren, fordi de skaber en hyggelig stemning og minder om, at foråret er på vej.

© Pernille Kaalund/Heyhome.dk

Rie Lykke ledte i lang tid efter en sofa til stuen, indtil hun indså, at hjørnesofaen, der fulgte med huset, var det eneste rigtige. Den blev derefter malet sort og betrukket med stof fra den lokale tekstilforhandler i Nykøbing Sj.