Første række på Bornholm

Fyret signalerer ikke længere til vildfarne skibe i sorte nætter, men er i dag et feriehus med 360-graders udsigt over Svaneke og havet.

© Tim Wahlfried
Vi købte fyrtårnet i blinde, siger Pia Frausing, der sammen med sin mand Jan Andersen ejer et af Danmarks mest unikke udsigtspunkter. Sammen har parret forvandlet et stykke industriel historie til en fantastisk feriebolig. Resultatet af istandsættelsen, der varede lidt over et år, følger ritualet for en bruds beklædning: Her er ny indretning sat ind i gamle rammer, tilsat lån fra tiden som fyrtårn - og med en udsigt helt i blåt. - Da vi købte fyrtårnet, vidste vi ikke, hvad vi måtte bruge det til. Vi har i en årrække haft fyrmesterboligen ved siden af som sommerhus, og vi elsker at være her. Vi frygtede, at fyrtårnet skulle blive museum eller galleri, og at det ville spolere den stemning, som vi sætter stor pris på. Vi vidste heller ikke, om det ville blive erklæret fredet eller gjort bevaringsværdigt, men vi havde mange ideer. En af dem var et whiskydestilleri. Så skulle tønderne rulles på klipperne, og dernæst hældes på flasker formet som et fyrtårn, fortæller Pia Frausing med et smil. Det sidste var nok ikke deres bedste idé.
Fyrtårnet blev erklæret bevaringsværdigt. Det betød, at ændringer skulle ske i stedets ånd. Indvendigt var der ingen restriktioner - de lå alle i det ydre. Stedets status blev ændret fra erhverv til bolig. Så meldte DR TV sig på banen. De ville gerne følge transformationen fra industriel bygning med maskinstation til privatbolig og stillede to restaureringsarkitekter, Marcelle Meier og Noah Boe-Whitehorn, til rådighed. Hele ejendommen er på 140 m2 og består af tre sammenbyggede dele: selve tårnet, der udover lanternen i toppen rummer fire rum - heraf tre sove værelser, ét på hver etage, en bred mellemgang med indgangsparti og til slut maskinstationen.
- Vi fabrikerede selv plantegninger i én uendelighed i starten og var en del rundt på fabrikker o.lign. for at se på restaureringer. Vi endte med at lave et stort køkken-alrum i maskinstationen. Pia Frausing og Jan Andersen har tilstræbt at bevare så meget af det oprindelige udtryk som muligt. De mørke fernisgulve i fyrtårnsdelen er bevaret, og det samme er farverne på væggene. Panelerne fra fyrtårnet er ført videre i hele bygningen for at skabe et ensartet udtryk. Som en glædelig overraskelse dukkede et smukt panelloft op i maskinrummet, da håndværkerne kiggede op under gipspladerne. Parret er begge i møbelbranchen. Lige nu arbejder de mest med barnestolen Nomi, som de både producerer og forhandler. Deres kærlighed til dansk møbelkunst ses i den stilsikre indretning, hvor klassiske møbler får selskab af nyere design. Især Jan Andersen er glad for danske møbelklassikere af høj kvalitet. Planen er, at Pia Frausing og Jan Andersen på sigt skal bo der mere permanent.
- Vi føler os kun på tålt ophold på Sjælland, hvor vi bor nu. Når børnene rykker hjemmefra, flytter vi til Bornholm. Vi er allerede i fyrmesterboligen 14-15 uger om året. Planen er, at både det og fyrtårnet skal være vores hjem året rundt. Til den tid skal fyrtårnet være gæstebolig for venner og børn. Forvandlingen af det er blevet rigtig god - det er helt fantastisk at sidde i fyrtårnets lanterne, siger Pia Frausing.

© Tim Wahlfried
Fyrtårnet og det oprindelige maskinrum forbindes af en mellemgang, som også er ejendommens indgangsparti. Den gule farve er tæt på den originale. Ejerne har bevaret så meget som muligt fra den tid, hvor fyret stadig fungerede.

© Tim Wahlfried
Køkken-alrummet er indrettet i det gamle maskinrum, og det er svært at forestille sig, at det engang var fyldt op med måleinstrumenter. De smukke panellofter kom til syne under restaureringen, da håndværkerne fjernede gipspladerne. Finn Juhl-sofaerne blev købt allerede inden istandsættelsen - de har været et ønske i mange år. Sofabordet er fra Hay, og tæppet fra tyske JAB. Spisebordet består af en plade fra Spekva og ben fra Norr11, de transparente stole er fra Pedrali. Lysekronen, som bryder den industrielle stil, blev fundet på Lauritz.com. Gulvbelægningen er såkaldte Ølandsfliser fra Zurface.

© Tim Wahlfried
Træværket i fyrtårnet er ført tilbage til fordums pragt og lakeret, så det står frem som på et fint, gammelt skib.

© Tim Wahlfried
Baker-sofaerne stod øverst på ønskelisten i mange år, og nu har de fået et hjem, hvor det klassiske mikses med industrielt. Kunstværket er skabt af norske Trude Semb.

© Tim Wahlfried

Morsø-brændeovnen har luge både mod køkken og spisestue. Køkkenet ligger i åben forbindelse med stuen, men kan lukkes fuldstændigt af ved hjælp af en panserglasplade. Pladen trækkes op og ned og reguleres ved hjælp af et snoretræk, der holdes i balance med granitblokken på køkkenets væg. Blokken og glaspladen har nøjagtig samme vægt, 41 kg.

© Tim Wahlfried
Svaneke Fyr består af tre sammenhængende bygninger, selve tårnet, en mellemgang og det gamle maskinrum, som i dag er forvandlet til køkken-alrum.

© Tim Wahlfried
Badeværelset var tidligere depotrum. Under restaureringen måtte der graves direkte i granitten for at få plads til badekar. Vandet kommer direkte ud af væggen. Badekar fra Badgiganten og ølandsfliser fra Zurface.

© Tim Wahlfried
Trappeopgangen er istandsat, som var det selveste kongeskibet - træpanelerne er lakeret med største omhu. I fyrets top er indrettet en bar ved den gamle lanterne.

© Tim Wahlfried
Der er bygget en soveplads i en hems over det gamle maskinrum.