Familien nyder at stikke af fra byen med drenge og venner, og man får med det samme fornemmelsen af afslapning, når bilen nærmer sig området.
– Skuldrene falder så dejligt på plads, og vi er straks ét med naturen og de smukke omgivelser. Det er en fantastisk fornemmelse ... hver gang, fortæller hustruen Dorthe Topp.
Det skønne ved huset er også den store loftshøjde, de lidt skæve vinkler, som døgnet rundt giver nogle spændende kik. Der går en diagonal gennem huset, som bryder loftshøjden i to. Det skaber en særlig dynamik i det store køkken-alrum.
– Vi elsker også, at huset overalt indvendigt er beklædt med lærketræ. Det giver en særlig intim sommerhushygge, som vi holder utrolig meget af. På den måde føles rummet mere intenst.
Charmerende hulestemning
Træbeklædningen indvendigt står helt uden overfladebehandling, så den bliver hele tiden en smule mørkere. Det giver en rar og supercharmerende hulestemning i hele huset.
– Vi kunne aldrig finde på at male det hvidt indvendigt – det ville være en dødssynd, pointerer parret.
Husets planlægning er enkel: Køkken-alrummet har køkken i den ene ende, spiseplads i midten og en sofagruppe for enden af det store rum. Over køkkendelen svæver en lille TV-stue, som dog mest bruges af børnene. Og så er der stadigvæk en række separate værelser i form af soveværelse, bad, kontor og gæsteværelse. Man kan blot lukke døren, hvis man får lyst til at være for sig selv for en stund.
Der er også plads både til drengene og deres venner, når de er på besøg. En hems over gæsteværelset sørger for lidt privatrum for de unge mennesker.
– En ting, som virkelig har overrasket os positivt, er det store udhæng over terrassen i hele husets længde. Vi forlænger sommeren med mindst halv-anden måned i hver ende.
Familien laver ofte mad ude i det fri, så det udendørs spisebord lige uden for køkkenet er flittigt i brug. Der er nemlig næsten altid læ her.
– Faktisk sover min søn og jeg tit herude i sommermånederne, fortæller Kim Puggaard.