Solen skinner skarpt på den lille ø, hvor den lette sommerbrise nænsomt rusker i det høje græs og de mange mælkebøtter. På marken står, hvad der umiddelbart ligner en ganske normal trelænget gård. Her bor Maria Fynsk Norup med sin familie, der for tre år siden byttede det travle liv i København ud med det langsomme, rolige liv på Ærø.
“Det var naturen, havet, højt til loftet og et fantastisk kulturliv, der lokkede os. Vi havde også den her fornemmelse af at blive modtaget med åbne arme af de lokale, når vi kom herover. Folk er utrolig venlige. Der var så mange punkter, som gjorde det attraktivt for os at bo på Ærø.”
Inden Maria og hendes mand overtog gården, boede her en idérig og excentrisk kunstner. Han forvandlede gården fra det 19. århundrede til et hjem fyldt med rustikke finurligheder som stentrapper, organiske trævinduer og udskåret døre. Detaljer som Maria forelskede sig i med det samme, da de så huset første gang.
Den store entré er udformet i beton og kampesten, som giver rummet et eksotisk præg. Blikket bliver med det samme trukket op til loftet via stentrappen, der følger væggen - deroppe har den tidligere ejer malet et blåt og gult loftmaleri med bløde og livlige penselstrøg, der giver entréen karakter.
Plantekærlighed og udsigt til stjerner
I soveværelset på første sal, hvor et stort, trekantet ovenlysvindue får lyset til at strømme ind på værelset med loft til kip, fremstår Aupings Criade seng som rummets midtpunkt. Vendt ud mod vinduerne med udsigt til de smukke marker, giver sengen Maria ultimativ komfort med over 10.000 støttepunkter og høj luftgennemstrømning - noget som er blevet særligt vigtigt for hende efter en periode med stress.
“Efter den periode, jeg gik igennem, hvor jeg var meget stresset og sov virkelig dårligt, er det blevet ultra vigtigt, at jeg får de der gode søvntimer. Derfor kan jeg kan virkelig godt lide, at når jeg går derop, lukker jeg for dagen. Få enkle, smukke ting og så lyset og stjernerne, man kan ligge og kigge op på.”
Ligesom i soveværelset, er der overalt på gulvet i mellemgangen og galleriet små stiklinger, klar til at blive plantet ud i haven og i potter, når de er klar. I hvert et hjørne dominerer en eller flere planter i alle slags typer og grønne nuancer. For Maria har nemlig en stor passion for planter.
“Jeg har altid haft interessen for planter, så igennem min uddannelse som botaniker, er jeg meget fascineret af planters former, faconer og typer. Jo flere forskellige ting jeg kan få til at gro herinde, jo sjovere er det.”