
Enkelt og nordisk i lysets vold
Farver, gider hun ikke for mange af, og det er kun særligt udvalgte møbler, der får lov til at optage pladsen hjemme i Tina Havmøllers skønne villalejlighed nord for København.
AfLene Brock
Til gengæld er hun glad for dagslyset, som hun lukker ind i rigelige mængder i en sådan grad, at solbriller indendørs næsten er nødvendige. Lyset vælter ind fra alle sider, fra det øjeblik man træder ind i Tina Havmøllers førstesalslejlighed i villaen nord for København.
På dage med solskin er her så lyst, at man næsten får lyst til at tage solbriller på, og selv da, må man knibe øjnene lidt sammen. Når man kommer ind i det store køkkenalrum, hvor lyset strømmer ind af store trefags-vinduer mod både øst og syd, er det helt overvældende.
Lyset er sindssygt herinde, her er sol hele dagen, erkender Tina Havmøller.
Netop lys, luft og plads er vigtige ingredienser i hendes boligindretning. Og så skal det være enkelt. Det er familien, der også tæller manden Kurt, sønnen Frederik på 12 år og kaninen Stampe, også enige om.
Tina Havmøller
Arbejdsværelset er egentlig den fine spisestue, men bliver til daglig brugt som kontor og møderum. Familien sidder nemlig mest i deres rummelige spisekøkken og hygger sig med måltiderne. Over bordet hænger en rund spindellampe, Random, fra Moooi designet af Bertjan Pot. Maleriet er af Tinka Gammelgård.
Udefra fornemmer man hvilken fin villa, lejligheden ligger i. Til lejligheden hører også en hyggelig gammel have.
Kaninen Stampe løber frit omkring i lejligheden, og kan gå vidt omkring i haven, uden at løbe væk.
Et kig gennem stuerne den forreste er egentlig spisestuen, men bliver primært brugt til arbejdsrum. Omkring bordet står Catifa-stole fra Arper, og de gamle ski har Tina Havmøller klunset sig til, fordi de mindede hende om nogen, hun selv havde som barn.
Det store, lyse køkken er indrettet med elementer fra HTH, og har fået en næsten 7 meter lang snedkerlavet bordplade i massiv hvidvasket eg. En enkelt væg er malet jordfarvet som kontrast til det meget lyse køkken. Tina Havmøller har selv blandet farven og kalder den våd mudder. Udvalgte fine sager, keramik og fine familiefotografier hygger på de åbne hylder. Til højre på køkkenbordet står en holder til støbte lys.
Lige fra første skridt ind i lejlighedens entré, fornemmer man, hvordan lyset vælter ind. I loftet hænger en skal-lampe fra Casa Casino.
Den varme grå-brune farve giver en fin kontrast til det hvidskurede køkken, og de ting, der står fremme på køkkenbord og hylder, tager sig smukt ud mod den grå nuance. Arbejdshjørnet i køkkenet er indrettet med hvidevarer fra Smeg, den lille sorte skammel er et arvestykke.
Her i det solbeskinnede hjørneværelse har sønnen Frederik sit legerum, indrettet med både Wii, Playstation, computer og fjernsyn. Ved det høje bord med barstole fra Ikea får han lektierne fra hånden, og på birkegrenen hænger alle Frederiks medaljer, han har vundet i tennis, skisport, golf, håndbold og fodbold.
Badeværelset blev sat i stand for et par år siden med fliser og mosaik fra det italienske CasaMood og armaturer fra det italienske Fantini, alt sammen fundet hos Bad og Stil.
Håndklædestropper har det med at være for små, og derfor har Tina Havmøller selv udstyret sine håndklæder med læderstropper.
Soveværelset er indrettet i den sidste af lejlighedens tre stuer en suite. Den grå væg er malet med Flügger, farvekode 5000, og den danner et flot bagtæppe til den hvidklædte seng med sengekappe og kaninen Stampe, der har fundet en blød plads her.
På en bambusstige hænger en dekorativ samling af Tina Havmøllers mange tørklæder.
Mod syd er terrassen afskærmet med hegn i pileflet, hvor der også er blevet plads til et udekøkken i sortmalet jern med bordplade i terrasso og en stor Weber-gasgrill, der betjenes af Tina Havmøllers mand. Masser af flettede kurve holder på grej og service.
Familiens havestykke bliver flittigt brugt fra tidligt forår til langt ud på efteråret. Haven var bare et jordstykke med græs og gamle fliser, før Tina Havmøller tog over og indrettede den med en stor terrasse med Holmegårdssten og sorte havemøbler i flet.
Lavendler i krukker spreder duft og farve og så lokker de bierne væk fra maden, når familien ofte spiser herude.