Det er de færreste forundt at blive vækket af solens stråler, der slår smut på bølgerne, mens den om aftenen synker ned over Himmelbjergets frodige højderyg. Hos Gitte Høyer og Poul Kragelund er det hverdag i deres hus i Ry, og det bliver der sat pris på hver dag. Huset er oprindelig en 60’er-villa på 165 m2, som gennem mange år havde stået med frost i væggene og lidt en trist tilværelse. Alligevel var de sikre på, at det var det hus, de skulle have, da det kom i budrunde. For med en tilværelse, hvor alle deres ferier og så meget tid som muligt blev brugt på vandet i deres sejlbåd, ville Gitte og Poul gøre det lettere for dem selv og bo lige ved siden af det.
– Vi var enige om at skabe et sted, som skulle være et hus, sommerhus og feriested – altså tre huse i ét. Derfor skulle huset have alle de faciliteter, som man rejser ud for at få. Da vi altid har sejlet meget, ville vi gerne have sejlerlivet med i hverdagen, så vi ikke behøvede at pakke og køre afsted. Så vi fik min søster, Pia Høyer, som er arkitekt, til at tegne en løsning, hvor man kunne integrere søen ved at trække vandet ind i huset – altså at få ude og inde til at smelte sammen. Det endte med, at vi rev næsten alle indvendige vægge ned, som vi byggede op igen med glas for at skabe udsyn. Samtidig skabte hun flere maritime associationer med et bølgeformet design med et rælingslignende rækværk rundt om alle terrasserne. Da mange af vores somre er gået med at sejle rundt efter de bedste strande i Danmark og Sverige, er noget af det bedste ved vores hus, at vi har en strand i haven, siger Gitte.