Familien:
Ægteparret, der købte den gamle gule bungalow, har to børn i 20erne, som ikke længere bor hjemme det gør til gengæld hunden Milou (opkaldt efter Tintins hund Terry, som på fransk hedder sådan).
Forhistorien:
Vi var meget interesserede i at finde et hus i dette område, men dengang omkring 2005-06 var der jo gang i hjulene, og husene, som lå her, blev aldrig sat rigtigt til salg.
Det var altid mund til mund-metoden, som solgte husene, og sådan gik det også i dette tilfælde. Vi havde nogle venner, som havde købt et hus længere oppe ad vejen, og de fortalte os, at der var et dødsbo her, som skulle sælges.
Så smed vi et brev i postkassen, bød på huset, og så stod vi pludselig med et hus, der skulle overtages på en måned.
Tanker og ønsker:
Vi kunne godt se muligheder i huset på trods af dets ringe stand. Alternativet var jo at rive det helt ned og bygge nyt, men vi kunne faktisk godt lide stilen, og den var vigtig.
Vi ville gerne have en klassisk, men samtidig moderne funkisvilla, som ikke bare skulle være en kopi af en villa fra 30erne, og det ville det jo blive, hvis vi startede helt forfra.