Cool og funkisinspireret villa i hvide sten med udendørs palmelounge

Hvorfor få en kopi, når man kan skabe noget helt særligt selv? Da Mette og hendes mand gik i gang med deres eget byggeprojekt, havde de alt andet end et traditionelt typehus i tankerne.

Moderne, praktisk og personlig villa
© Nicoline Olsen
Lige fra valget af de ikke helt almindelige, lyse byggesten til det flydende gulv og fordelingen af rum var parrets projekt at realisere lige netop deres helt egen, personlige base. Det kom der et råt og supercool hjem ud af. Her er højt til loftet, masser af lys og rigelig plads til både store armbevægelser og familie. Lækre overflader tilsat en skarp stil og en håndfuld flotte, hjemmebyggede møbler. Kom med indenfor i et bud på en moderne, praktisk og personlig villa med en nynordisk stil. Parret var meget afklarede omkring, hvad de ville have, og hvad de ikke ville have. Og det kunne arkitekterne Menzer & Kristensen honorere. Lige fra start, fra kontakten til byggefirmaet, over selve byggeprocessen til huset stod færdigt et halvt år senere, gik alt som planlagt. – Vi havde et stort ønske om at bygge et hus, som ikke var et standard typehus. Det, der var vigtigt for os, var, at der skulle være et godt lysindfald, højt til loftet, god plads med masser af luft – og at alt var gennemført mht. materialer og detaljer. Det har også haft stor betydning for os, at huset og haven skulle være forholdvis vedligeholdelsesfrie, fortæller Mette. Og det mål er ifølge parret mere end nået. Udefra ser huset måske lidt beskedent ud, men når man bevæger ind i det, skifter udtrykket. Og det er gearet til fremtiden. Parret har lagt lange linjer i disponeringen af rummene, så huset engang vil kunne rumme en større familie.

– Vi placerede tre værelser i den ene ende af huset sammen med bryggers og bad. Herfra træder man ind i spise- og køkkenområdet, videre til stuen og sidst ind til en voksenafdeling i den anden ende af huset med bad, garderobe og soveværelse. Især en fordel med ældre børn. ### Den perfekte base for indretningen
Et meget karakteristisk element i huset er det smukke gulv, der flyder igennem alle husets rum. Det giver et roligt og eksklusivt udtryk og udgør samtidig den perfekte base for indretningen, som særligt Mette er meget optaget af: – Vi havde et ønske om, at alt gulv i huset skulle være det samme, så vi undgik at blande forskellige materialer. Gulvet er supernemt at holde, det er slidstærkt og gør det nemt at indrette med både træ, sten etc. Køkkenet er et Svane-køkken, som Mette og hendes mand har valgt at holde helt enkelt og tidløst, så de selv kan forandre udtrykket i det ved at tilføje og udskifte kontraster hen ad vejen. Badeværelserne er også enkelt indrettede med naturmaterialer, som skaber kontrast til de rene linjer. – Vi holder meget af, at de forskellige møbler og ting har en historie eller er unikke. Derfor har vi også selv lavet skrivebordet, spisebordet, reolen i værelset, hylden i køkkenet og TV-skænken. Så får vi det helt, som vi gerne vil have det, og så er det da også lidt sjovere, at ingen har et magen til. Mette er også vild med at gå på loppemarked. Der har hun fundet mange gode ting, som er sjove at mikse med nyt. ### Køkken, spisestue og stue i ét rum
Listen er lang, når hun skal fremhæve de vellykkede aspekter ved huset.
– Vi er især rigtig glade for lysindfaldet, loftshøjden, gulvet, og at vores køkken, spisestue og stue er et stort og åbent rum. Voksenafdelingen, hvor både bad, garderobe og soveværelse er tæt samlet, fungerer virkeligt godt. Vi er også meget begejstrede for de lyse, næsten hvide, mursten. De giver et helt fantastisk spil, alt efter om der er solskin eller gråvejr. Endnu et par fordele er facaderne, der ikke kræver vedligeholdelse, ligesom haven er nem at gå til og samtidig virker hyggelig med lys og planter. – Vi er kort sagt meget tilfredse med, hvordan det hele er endt, og at de valg, vi har truffet i løbet af processen, har vist sig at fungere rigtig godt. Vi nyder de varme sommerdage på den store terrasse, enten med afslapning i solsengene med palmernes hvislen i baggrunden eller med hyggelige grillaftener. Vi har gjort meget ud af udendørsbelysning, som skaber en ekstra hyggelig og eksotisk stemning sammen med palmerne, som sagtens kan overvintre. I forhaven er der godt med morgensol til weekendens morgenbord. Da vi ikke er de store havemennesker, er det virkeligt rart, at vores have er helt enkel at holde og nærmest vedligeholdelsesfri. Rammerne er blevet præcis, som parret gerne ville have, og nu er der blot enkelte nye planer og tilføjelser til indretningen: – Vi har forelsket os i en bogreol fra Moooi til stuen, så det bliver nok det næste tiltag. En smuk og hyggelig bogreol hører til i ethvert hjem, også i vores ...!

Udendørs palmelounge
© Nicoline Olsen
Terrassen og udearealet i den bageste have er et rigtigt livsnyderrum, designet som et inderum med hele tre gulvbelægninger. Spisekrogen er hyggeligt indrykket i facaden. Liggestolene er fra Ikea, lanternerne er fra Søstrene Grene. Spisebordsmøblerne er fra Bilka. De store palmer, som giver et strejf af Ibiza, klarer fint den nordiske vinter og står ude hele året.

Nordisk stil i nybyggeri tæt på København
© Nicoline Olsen
New nordic-style i det 175 m2 store nybyggeri tæt på København. Den skrå taghældning giver en flot linje i opholdsrummet. Indretningen understreger det flot med sofaens skrå placering og billederne skødesløst placeret på gulvet. Sofaen er en Mags Soft fra Hay. Den flotte skænk til venstre af massivt træ har Mette og hendes mand selv lavet. Sofabordet i beton er fra House Doctor, puden fra Amazing Living. På bordet glasvase fra Søstrene Grene, Bing & Grøndahl-lysestage og fad fundet i Tyskland. På skænken Kubus-stage fra By Lassen. TV fra B&O.

Lyst og enkelt Svane-køkken
© Nicoline Olsen
Køkkenet er et superlyst og superenkelt Svane-køkken. Elementerne næsten svæver på det blanke gulv, som skaber sammenhæng i rummene. Mørke detaljer giver spil. Det sorte Vola-armatur, tilbehør og en rå hylde i træ tilføjer noget stofligt til de blanke flader. Hylden er hjemmelavet med hyldeknægte fra Ikea. Lyngby-vasen holder samling på grydeskeerne i oliventræ, købt i Grækenland. Kubusskålen i kobber er fra By Lassen.

Enkle møbler i spisestuen
© Nicoline Olsen
Rummeligheden er smukt understreget af et enkelt møblement; lette stole fra Hay og et selvbygget bord skabt helt simpelt af to massive træplanker. Over det hele svæver to imponerende Københavnerlamper. Offentligt design, når det er bedst, tegnet af tidligere stadsarkitekt Otto Georg Käszner. Mette har fundet dem i Den Blå Avis. Vaser og lys er fra Søstrene Grene.

Hjemmelavet reol i mdf-plade
© Nicoline Olsen
Et af værelserne har fået selskab af en Børge Mogensen-stol, der er fundet hos Quriosa og derefter ompolstret af Mette. Den hjemmelavede reol i rå mdf-plade giver sammen med den læderbetrukne briks fra Ilva det lyse, rene rum noget karakter og dybde.

Smide-fra-sig-bord i entréen
© Nicoline Olsen
Konsolbordet i entreen er håndlavet af en smed og fungerer som et smide-fra-sig-bord. Det er pyntet med en tegning fra Galleri Stokkebro. Taburetten og småtingene er fundet på loppemarked.

Kontor med Wegners Y-stol
© Nicoline Olsen
Kontoret er udstyret med Y-stol af Wegner og et smukt, selvbygget skrivebord. Opslagstavlen har The Oak Men lavet, den er købt hos Dansk Made for Rooms. Det grafiske værk på bordet er fra Galleri Stokkebro.

Brusekabine med transparent glasvæg
© Nicoline Olsen
En transparent glasvæg lader lyset strømme frit ind i brusekabinen. Fliserne er fra Evers, og badeværelsesmøblet er fra Svane Køkken. En grøn detalje gør den vigtige forskel. Planteskjuleren er købt i en lokal blomsterbutik. Armatur fra Grohe.

Enkelt soveværelse i grå nuancer
© Nicoline Olsen
Soveværelset er enkelt med sportsligt indslag på væggen. Sengen er købt hos Hay, og puderne fra Amazing Living. Gulvspejlet er fra Ilva, og sengeborde fra Nova Møbler. Plantekrukken har Mette fundet i en lokal planteforretning. Lærredstrykket på væggen er fra BoConcept.

Praktisk hus med lyse mursten
© Nicoline Olsen
De lyse mursten har et changerende farveforløb, og synes forskelligt i skiftende lys. Huset er bygget praktisk og vedligeholdelsesfrit. Indgangen er belagt med fliser, der matcher de lyse mursten.

Intim og ugeneret loungeområde
© Nicoline Olsen
Loungen i forhaven er indrettet på et forhøjet trædæk, og med rækværket bliver det en intim og ugeneret krog. Loungesættet har Mette købt over nettet. Stolen er fra Hay. Ternet plaid er fra Magasin. De sorte krukker er fundet i Plantorama, og betonkrukkerne er fra Ilva.

Kontraster i forskellige materialer, teksturer og overflader
© Nicoline Olsen
Der er blevet arbejdet meget bevidst med kontraster i materialer, teksturer og overflader. Forskellige sten, træsorter, grønne planter. Det hele med en fællesnævner, nemlig den nordiske feeling. Her fibre fra en palmestamme, grønne og grafiske vækster, sten og træ. Parret kan generelt godt lide en simpel indretning uden alt for meget "fyld" i rummet. Og for at det ikke skal virke for koldt og uden charme, har de valgt at indrette med mange naturmaterialer, som giver sjæl og varme til husets grundlæggende rene linjer.