© Svane Køkkenet

3 fantastiske køkkener, der kan noget vidt forskelligt

Drømmer du om nyt køkken? Bliv inspireret af tre smukke rum, der på hver deres måde passer perfekt til boligen, de er en del af – og menneskerne, der bor der.

Det er ikke uden grund, at køkkenet også bliver kaldt hjemmets hjerte. Det er her, vi tilbereder dagens måltider, her vi samles med dem, vi holder af, og her vi gør os ekstra umage i weekender og før gæstebesøg.

I løbet af et år bruger mange af os med andre ord flere timer i vores køkkener, end vi kan tælle – og derfor er indretningen vigtig. Et køkken skal selvfølgelig være funktionelt, men det skal også passe til boligstil, rummet og ikke mindst dig, der skal bruge det.

Mangler du inspiration? Så se med her, hvor vi har samlet tre tidløse – og meget forskellige – eksempler på køkkener, der er skræddersyet til hjemmet, de er en del af.

1. Eksklusivt look i rå og mørke toner

Egetræ er det gennemgående tema i denne moderne herskabsvilla i Hellerup, der efter en totalrenovering har fået nyt liv.

Køkkenet har en central placering i det store åbne rum, som udgør hele underetagen, og, ligesom i resten af huset, er det også her helt tydeligt, at der er kræset for detaljerne. Blandt andet har beboerne valgt massive egetræsgulve i sildebensmønster og køkkenelementer i et smukt og tidløst snedkerudtryk.

Højskabene er indbyggede i væggen og rummer køleskab, flere ovne og en kaffemaskine. Både skabene og den over tre meter lange køkkenø er designet med fuldfineret ramme og træfronter med et råt, mørkt udtryk.

Med de rette designgreb og materialemiks kan køkkenet nærmest blive til et kunstværk i hjemmet. Se bare, hvordan de elegante RAW-elementer i mørkt træ komplementerer den herskabelige stil i den gamle villa i Hellerup.

© Svane Køkkenet

2. Farverigt og fuld af historie

I Svendborg har Line og Jacob forvandlet en gammel villa fra 1800-tallet til et herskabeligt hjem med sjæl, historie og moderne detaljer.

Det gælder også i køkkenet, hvor mørke trælameller, grønne overflader og hvidt marmor får selskab af smukke detaljer som kobbervask og armatur i bruneret messing. Et smukt og farverigt rum, der hurtigt er blevet hele husets samlingspunkt. Som prik over i’et har familien fået et lille køkkenmøbel bag væggen, hvor kaffemaskinen er placeret, og der er ekstra plads til opbevaring.

Den klassiske stil går igen i familiens beklædningsrum, hvor de nostalgiske skabe og smukke greb fra køkkenet er ført videre for at skabe sammenhæng mellem rummene.