Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Sådan laver du de smukkeste dekorationer med hortensiaer

Se, blomsterdesigner Annette von Einem fortrylle et hjem med farverige hortensiaer. Lige fra kranse, dekorationer, borddækning til smukke krukker udenfor, der byder gæsterne velkommen.

Godt at vide om hortensiaer

© Andreas Mikkel Hansen

Godt at vide om hortensiaer

Hortensia blomstrer fra juni, og indtil den første nattefrost rammer. Hortensia fortryller med skiftende farver i løbet af sæsonen og står ofte med en overdådig blomstring det meste af efteråret. Hortensia indeholder mange arter, som er udbredt i Østasien og Nordamerika. I Danmark dyrkes blandt andet Hydrangea anomala, Klatre-Hortensia, Træagtig Hortensia, Sølvbladet Hortensia, Rubladet Hortensia og Almindelig Hortensia. Sorten Magical hortensia kan virkelig trylle. De mange blomster skifter i løbet af en sæson farve hele tre til fire gange. Det giver et fascinerende spil i haven. Den magiske hortensia har stærke grene, så haveplanten ikke med det samme hænger, hvis der kommer kraftige eller langvarige regnbyger.

Sådan passer du hortensiaen

Hortensia skal have meget vand og tåler ikke at blive udtørret. Hortensiaens visne blomster ser smukke ud på planterne til langt ud på vinteren. Hortensia kan plantes både om foråret og efteråret. Det er lettest om efteråret, for om foråret kræver det meget vanding. Den skal stå lyst, men helst i halvskygge og mindst muligt i direkte sol. Hortensia gror bedst i næringsrig og kalkfri jord suppleret med spagnum. Farven på hortensiaens blomster kan manipuleres med gødningens art. Som tommelfingerregel kan man sige, at basisk gødning giver lyserøde blomster, syreholdig gødning giver blå blomster. Når du ønsker at tage en buket hortensia ind i vase, er det vigtigt, de får et langt skråt snit med en skarp kniv og sættes i varmt vand. Danmarks største gartneri har leveret hortensiaer til denne reportage, se magicalfourseasons.com.

Tag sensommeren med indendørs

© Andreas Mikkel Hansen

Tag sensommeren med indendørs

Dæk et blomstrende bord arrangeret med blandede typer hortensiaer og forskellige blomster og græsser i flere højder. Annette von Einem har bygget borddekorationen op med en fast bund med aflange fade foret med oasis, hvori en bund af hortensiaer er arrangeret tæt. Fra den blomstrende bund løfter der sig et elegant transparent blomsterarbejde bygget op i flere højder i en skrå linje med georginer, klematis, græsser, tidsler og langstilkede syrenhortensiaer.

Detaljerigt design

© Andreas Mikkel Hansen

Detaljerigt design

Annette von Einem blander græsser, langstilkede syrenhortensiaer og georginer og små klematis i et luftigt design. Til sidst er der stukket hvide fjer på tværs.

Smuk fritstående hortensiabuket

© Andreas Mikkel Hansen

Smuk fritstående hortensiabuket

Fritstående hortensiabuket med strejf af efterår. Store puffede hortensiaer er samlet i en tæt buket, og krogede rododendrongrene, hybengrene, benved og spinkle Syren-hortesiaer. Buketten er bundet og klippet, så den kan stå selv, og er placeret i et håndlavet fad.

En blomst med mange talenter

© Andreas Mikkel Hansen

En blomst med mange talenter

Hortensiaer fås i mange skønne farver. Fra kridhvid til sprød grøn, fra pink til knaldrød og bordeaux, fra lys blå til lys grøn. Hortensiaer fås småblomstret og storblomstret, tætte og puffede og lette og luftige. Her ses blandt andre Ametyst Pink, Magical Revolution Blue, Wings og Ruby Tuesday.

Hortensia i haven

© Andreas Mikkel Hansen

Hortensia i haven

Blomsterdesigner Annette von Einem mikser forskellige hortensiaer i krukker og har skabt et fint spil med andre blomster og buske som dahlia og bukseboom. Hortensiaer kan sagtens overvintre i krukker. Om foråret skal du være opmærksom på frost, når de begynder at komme til live, så kan det være en god idé at beskytte dem.

Kringlet hortensiakrans på døren

© Andreas Mikkel Hansen

Kringlet hortensiakrans på døren

Stor vamset hortensiakrans bundet på en stor halmkrans med flere forskellige typer og farver arrangeret på krogede korkelmgrene.

Skulpturelle vaser med hortensiaer

© Andreas Mikkel Hansen

Skulpturelle vaser med hortensiaer

Vælg vaser, som er rene i deres udtryk, og miks forskellige grene og blomster i samme type vase i forskellige størrelser. Den langstilkede Ametyst Blue-hortensia står tæt med de volumiøse runde blomster. Alle blade er fjernet fra stilkene, således at de fremstår stramme og grafiske. En enkel rododendrongren tilfører en elegant grafisk legende form i den næste vase, og de små vaser er peppet op med små blå klematis, der matcher og trækker farven rundt i opstillingen. Alle vaser er fra Lyngby Porcelæn.

Hortensia-dekoration i ramme

© Andreas Mikkel Hansen

Hortensia-dekoration i ramme

Eventyrligt hortensia-træ, der klatrer ud af rammen. En kringlet tørret gren danner et minitræ med krone af små tørrede hortensiablomster. Blomsterne er limet på med trælim. Rammen er fra Ikea.

Hortensia-blomster i fad

© Andreas Mikkel Hansen

Hortensia-blomster i fad

En stor flad og rund glasskål er fyldt med oasis i bunden,
der skjules af et fint lag muslingeskaller. Annette von Einem har arbejdet rundt i kanten af vasen med forskellige blomster, farver og former. Den blå Magical Revolution-hortensia og sensommer-viburnum, æbler på pind, frøstande, den hvide cosmos og græsser.

Relaterede Artikler