Statslånshusene - en undskyldning for sig selv?
Statslånshusene er fra en tid, hvor pengene var få og boligmanglen katastrofal, så de ligner nogle gange en undskyldning for sig selv. Alligevel udmærker mange af husene sig ved godt håndværk og gennemtænkte løsninger. Så selvom de ikke er nogen mærkevare, er de ofte et godt staldtips til boligkøbere, der leder efter kvalitet til pengene.
Murermestervillaen light
Et statslånshus er mere en låneform end en boligtype. De oprindelige lån er for længst betalt ud, så det er de færreste, der har nogen erindring om husenes fortid som statens støtte til underbemidlede fra 1938 og tyve år frem.
Den boligtype, der blev bygget flest af i perioden fra ca. 1940 til 1960 var en forenklet udgave af tyvernes murermestervilla i 1½ plan med højt saddeltag uden valm og med fravær af enhver ornamentik.
Det er dog en anden type, der er blevet synonym med statslånshuset, nemlig et rødt længehus i tegl med et bebygget areal på under 100 kvadratmeter. Huset har lavt saddeltag, høj kælder og store rudefelter uden sprosser, og det er på mange måder en forløber for 60'ernes skotøjskasseagtige parcelhus, dog uden denne boligtypes karakter af samlebåndsbyggeri
Klik videre til andre afsnit om statslånshuset her på siden
Det beskedne statslånshus
Alt er mindre og mere beskedent i statslånshuset. Husene er blevet til i en periode, hvor husvildeproblemerne var enorme. For at give mindrebemidlede familier tag over hovedet begyndte staten fra 1938 at yde gunstige lån til private til at opføre egne huse. Kort efter brød anden verdenskrig ud, og så var ikke kun smørret, der blev rationaliseret, men også byggematerialerne.
Situationen klarede ikke meget op efter krigens afslutning. Byggematerialerne var stadig rationaliserede, og staten måtte prioritere sin import på grund af en mere eller mindre permanent valutakrise. Derfor kom import af byggematerialer i anden række. Materialer til industrien og gødning til landbruget havde førsteprioritet.
Tegninger fra Bedre Byggeskik
Vilkårene var stramme, hvis man ville låne statspenge til et hus. Bygherren skulle dokumentere, at han var mindrebemidlet, og enhver mistanke om, at boligbyggeriet blev sat i gang med boligspekulation for øje, skulle ryddes af bordet. Lånet var i årtiets begyndelse kun mellem 10 og 15.000 kroner, og de penge skulle dække 90 % af udgifterne til boligen, så der skulle virkelig tælles på knapperne. Derfor var de fleste huse på mellem 60 og 80 kvadratmeter og sjældent mere.
Til gengæld havde bygherrerne adgang til detaljerede og billige arkitekttegninger af huse, der kunne bygges indenfor for budgettet. Tegningerne var udført af velrenommerede arkitekter bl.a. i foreningen Bedre Byggeskiks regi. Som regel var der dog ingen arkitekt på byggepladsen. Arbejdet blev udført af en håndværkere hist og en VVS'er pist - og hvem familien ellers kunne mobilisere af onkler og soldaterkammerater.