Dansk snedkerkøkken vinder international designpris

For andet år i træk løber et dansk snedkerkøkken med den prestigefyldte Archiproducts Design Award.

multiform køkken snedkerkøkken
© Multiform

Dansk design når det er bedst

Den 20. november kunne Multiform kalde sig den stolte vinder af den internationale designpris, Archiproducts Design Award, for et eksklusivt snedkerkøkken i sortoxideret stål. Det er andet år i træk, at Multiform vinder den fornemme pris - dog med to vidt forskellige designs.

Køkkenet i serien Form 45 blev bedømt sammen med 600 andre produkter af en jury af førende arkitektfirmaer og designere. Her blev Multiforms snedkerkøkken fremhævet for sit State of the Art-design. Henrik Witt, der både står bag dette og sidste års vinderdesign, ønskede at skabe et mere råt udtryk med et overraskende farvespil i det sorte og brune stål, der står i skarp kontrast til sidste års bløde og fine messingoverflade.

De to prestigefyldte kåringer markerer, at Multiform befinder sig i en international klasse af eksklusive brands, hvor der hverken bliver gået på kompromis med design eller kvalitet. Her lever Multiforms Form 45-serie absolut også op til de høje krav. Serien står nemlig skarpt i materialer af højeste kvalitet, tidløst design og et fornemt håndværk, der holder generation efter generation.