© OMA, Buro Ole Scheeren og BIG

Arkitekturpriser: Byer i skyer – og Bjarke ...

World Architecture Festival er netop blevet afholdt, og årets bygning blev et grønt minisamfund i Singapore. 'Future Project of the Year' gik til – surprise - danske BIG.

BIG vandt Future Project of the Year

Hvis Bjarke Ingels var en amerikansk skuespiller, hed han Robert de Niro eller Meryl Streep, og hver gang der var Oscar-nominering, kunne vi se ham rende frem og tilbage mellem scenen og salen, for der ville være et utal af priser at læsse på ham og firmaet BIG.

Seneste trofæ er netop en af arkitekturens Oscars, prisen for 'årets fremtidsbygning' på World Architecture Festival.
2000 arkitekter og designere var samlet i
Marina Bay Sands i Singapore i sidste uge for at fejre sig selv og alverdens bygninger.
Den største pris, World Building of the Year blev meget passende uddelt til
to tegnestuer, som står bag et kompleks af ejendomme i Singapore. OMA og Buro Ole Scheeren har tegnet et bud på, hvad dommerkomiteen kalder 'en ny måde at skabe boliger i tropiske omgivelser' og 'et eksempel på modig arkitektonisk tænkning.

Interlace hedder årets bygningsværk. Det er tænkt som en landsby i byen, en landsby, som svæver mellem skyerne og har sit eget grønne miljø.
Interlace er et historisk byggeri i Singapore, fordi det gør op med måden at bygge skyskrabere og etageejendomme på. Mange af storbyens bygninger er lodrette betonsøjler, der står hver for sig og rager op i smoggen.
Vinderen af årets bygning er derimod en samlet 'organisme', som fletter boliger, kontorer, restauranter mv isammen i en mere flad struktur med niveaudelte, grønne gårdmiljøer.

Herover: OMA og Buro Ole Scheeren vandt prisen for årets bygning på World Architecture Festival. Prisen gik til denne ejendom i Singapore.

Etagebyggeri i Vancouver, som snyder motorvejen

Bjarke Ingels og BIGs fremtidspris gik til Vancouver House i Canada, en 49-etagers bygning, der udmærker sig ved at 'sno sig udenom' den hævede motorvej ved siden af.
Lejlighederne er alle vendt, så beboerne ikke kan se eller generes af motorvejen, og de nederste etager er udelukkende forbeholdt erhvervslejemål og lignende.

Næste år bliver World Architecture Festival afholdt i Berlin.