© Anders Schønnemann

Asparges med hornfiskeboller og fjordrejer

Asparges, fjordrejer og fjerlette fiskeboller hører sommeren til.

Asparges med hornfiskeboller og fjordrejer

Du kan sagtens lave fiskebollerne tidligere på dagen og lune dem i saucen, lige før I skal spise forret.

Det skal du bruge:

  • hornfiskefilet 250 g
  • salt og peber
  • æg 2 stk.
  • piskefløde 2 dl

  • løg 1 spsk., revet

  • smør 50 g
  • hvedemel 2 spsk.
  • hvidvin 2 spsk.
  • hønsebouillon 2-3 dl
  • sukker 1 knsp.
  • hvide asparges 1 bundt
  • grønne asparges 1 bundt
  • fjordrejer 200 g, pillede

Sådan gør du:

  1. Hak fisken helt fint i en foodprocessor. Krydr med salt og peber, og rør æggene heri. Tilsæt fløden i en tynd stråle, mens du rører. Sæt farsen i køleskab i 30 min.
  2. Sæt en gryde med letsaltet vand over, og form farsen til små æggeformede boller. Lad bollerne simre ca. 5 min. Tag op, og afdryp. Afkøl, og pak i film, hvis de ikke skal spises snart.
  3. Kom løg og smør i en lille gryde, og svits let, uden at løget tager farve. Drys melet over, og rør rundt. Hæld vin og 2 dl bouillon herpå, og rør rundt.
  4. Lad saucen simre i 6-7 min.Justér konsistensen med mere bouillon, og smag til med sukker, salt og peber. Kom nu bollerne i saucen.
  5. Skræl de hvide asparges, og kog dem møre i letsaltet vand i ca. 5 min. Mærk med en spids kniv, om de er møre.
  6. Kog de grønne asparges i letsaltet vand i 1 min. Afdryp aspargesene, og flæk eventuelt de grønne på langs. Anret dem på fire tallerkener, og top med nogle fiskeboller, lidt sauce og fjordrejer. Servér straks.