Ananas-fritter

Med skøn kokoscreme.

4 pers.

Kokoscreme
kokosmælk 1¼ dl
piskefløde 1¼ dl
æggeblommer 4 stk.
sukker 90 g

Fritter
ananas 1 stk. moden
mel 85 g
majsstivelse 85 g
bagepulver 15 g
mineralvand ca. 1,5 dl med brus
vindruekerneolie ca 1 l til friture Kokosnød friskrevet i tynde flager

Forvarm ovnen til 120°.
Pisk kokosmælk, piskefløde, æggeblommer og sukker sammen i en skål. Kør evt. med en stavblender for at være sikker på, at cremen er glat.
Fordel cremen i fire små skåle. Stil dem på en bageplade, og lad dem bage midt i ovnen i ca. 30 min.
Afkøl cremen i køleskab. Gerne natten over.
Skræl ananassen, fjern eventuelle “øjne”, og skær en stor tyk skive på højkant ned langs hver side af stokken og to mindre bjælker på de to resterende sider.
Skær ananassen ud i mindre, ens og lige stykker. Kom dem i en skål, og dæk til med husholdningsfilm.
Lige før servering: Varm olien op til 160° i en lille gryde. Så behøver du ikke at bruge så meget olie.
Kom mel, majsstivelse og bagepulver i en skål, og pisk med et piskeris.
Tilsæt mineralvand lidt ad gangen, og pisk, indtil blandingen har en lind konsistens.
Dyp et stykke ananas i dejen, og lad lidt af dejen dryppe af.
Kom ananas-stykket i den varme olie. Lav ikke flere end fire stykker ad gangen for at undgå, at olien taber temperaturen.
Tag stykkerne op med en hulske, og læg dem på fedtsugende papir.
Pynt med friskreven kokos, og servér straks sammen med kokoscremen til at dyppe dem i.