Madklubben udvider med et helt nyt koncept

Kunne du tænke dig at smage ekslusive konditorkager, som ikke vælter budgettet? Så må du forbi det nye Paulette.

© Paulette

Konditorkager fra aller øverste hylde

Madklubben har netop slået dørene op for deres nye luksuskonditori Paulette i det indre København. Idéen bag konditoriet er, at det skal være muligt at nyde eksklusive kager til priser, hvor de fleste kan være med.

– Vi vil nemlig give folk de vildeste kageoplevelser til blot 45 - 55 kr., så man kan imponere kæresten om aftenen, kollegaerne på arbejde eller bare sætte sig på en bænk i solen på Kongens Nytorv og give sig selv den vildeste luksusoplevelse, siger Emil Luigi Mathis Vang, der er konditorchef på Paulette.

Paulette har otte sæsonaktuelle kager, som altid er på menuen, men kunne du tænke dig en kage til en særlig anledning, er der også mulighed for at bestille speciallavede konditorkager.

© Paulette

Talentholdet

I spidsen for projektet står konditorchef og kok, Emil Luigi Mathis Vang, der har en fortid hos blandt andet Stammershalle Badehotel, Niels, Trio, Formel B og La Glace.

Ekspertisen stopper dog ikke her, for med sig i køkkenet har han Anne Lise Sigvardsen, der udlært fra Hotel d’Angleterre og kaptajn på det danske konditorlandshold og Line Kürstein Wolter, der er tidligere kaptajn for det danske konditorlandshold og senest har været chefkonditor hos Restaurant Lola.

© Paulette

I hjertet af København

Du finder Paulette på en af Københavns bedste placeringer på Gothersgade 3 lige ved Kongens Nytorv.

I det område er der masser af muligheder for at finde skønne omgivelser til at nyde din kage. Men har du lyst til en god kop kaffe sammen med din kage, kan du også opleve Paulettes konditorkager hos naborestauranten Bistro Royal.

Du kan finde Paulettes nuværende menu her.

© Paulette