Kom med bag kulissen hos den fynske vinbonde og server danske bobler til nytår

I denne uge kan du komme med bag kulissen hos den danske præmierede vinbonde - Nyholmgaard Vin. De producerer mange forskellige slags vin og hvem ved, måske er tiden moden til imponere gæsterne ved at servere dansk mousserende vin til nytår.

Nyholmgaard Vin
© Heidi Lundsgaard

I Marslev på Fyn ligger en lille gård. Markerne er dog hverken fyldt med korn eller andre traditionelle danske afgrøder, istedet er det vindruer, som står række op og række ned af markerne. For på denne gård er det vin, som er slutproduktet. Dina og Jan Nyholmgaard som står bag den danske vingård formår at producere vin som ikke blot kan gøre sig i skandinavisk sammenhæng, men ligeledes kan konkurrere med vin fra lande med stor tradtion for vinproduktion. Kom med bag kulissen hos den danske præmierede vinbonde - Nyholmgaard Vin.

Hvad er udfordringen ved at være vinbonde i Danmark?

"God vin laves af modne og sunde druer. Alle vinbønder verden over er dybt afhængige af begge forhold. At være vinbonde I Danmark, er derfor hvert år en udfordring på grund af de klimatiske forskelle i forhold til de mere traditionelle vinproducerende lande. Vi kan ikke hvert år bare læne os tilbage og tage, det som en selvfølge at druernes fysiologiske modenhed er i top."

Hvor kommer jeres inspiration fra?
© Heidi Lundsgaard

"Vores inspiration opstod ganske pludseligt. Vi havde solgt en virksomhed og var indstillet på at starte en anden tilværelse. Mange bolde blev kastet i luften, for derefter at falde hurtigt til jorden igen. Vi var begge enige om, at resten af vores arbejdsliv skulle indeholde udfordringer og være baseret på vores samarbejde uden andre ansatte. En dag så vi en tv-udsendelse, der beskrev nogle danske hobby-vinavlere og deres formåen. Derfra var der ikke langt til at sige, “Det kan vi sgu også!”. Her var mulighed for udfordringer og det at lave noget, som ikke mange andre gjorde, tiltalte os."

Hvad betyder det for jer, at jeres vine præmieres?

"Det betyder at batterierne bliver ladet godt op indimellem. Det sker efterhånden ganske ofte, at vores vine præmieres i både nationale og international konkurrencer. Det giver fornyede kræfter og bestyrker vores tro på, at vi er på rette vej. At vores beslutning ikke var forkert og at selv om man er pionerer på et område, kan ting lykkes, bare man har den rette passion og fokus."

Hvad er det bedste ved netop jeres arbejde?

"Fra at bruge vores arbejdsdag på et kontor, er vi blevet udemennesker. Sæsonen i vinmarken strækker sig lige fra februar til oktober, så i en lang periode foregår vores arbejde udendørs, hvilket er fantastisk og samtidigt meget livsbekræftende. Alle beslutninger træffes fælles og vores målsætning er hver gang at lave danmarks bedste vin. Vi har stort fokus på kvaliteten i hele vores gøren og laden. Det gælder på alle områder fra vinmarken til vineriet og ikke mindst de mange besøgende, der hvert år lægger vejen forbi vingården. Vi trives i vores nye tilværelse og har aldrig fortrudt vores særegne beslutning."

Hvad er jeres drøm for Nyholmgaard Vin?
© Heidi Lundsgaard

"Hvad skal Nyholmgaard Vin udvikle sig til? Rigtig mange har spurgt, om vi ikke skulle udvide vores vinmark og derved producere mange flere flasker vin og hver gang lyder vores svar, at det skal vi nok ikke. Vi holder af, at vores produktion hvert år har været udsolgt. At vi ikke er større end at vi selv, og nu en ansat, kan klare arbejdet. At have fingrene i materien og bevare overblikket er vigtigt for os. Vores primære mål er ikke, at blive den største vingård i Danmark - men blot at være den bedste."

Et projekt gennem generationer

"Vi har valgt at være meget åbne og ærlige omkring etableringen og driften af vingården. Selvfølgelig er der områder, hvor kortene holdes tættere til kroppen end andre. Hele det økonomiske aspekt, er et af disse områder, men alle kan se, at det ikke har været gratis, at forfølge drømmen og målet. I de traditionelle vinlande er det en kendt sag, at i første generation koster det penge at etablere en vingård. Anden generation kan lige få det til at hænge sammen og først i tredje generation betaler arbejdet sig økonomisk hjem."

Se mere

Du kan læse mere om Nyholmgaard Vin og se nærmere på deres skønne vine ved at besøge deres hjemmeside.