© airbnb

Bliv den første, der overlever en nat i katakomberne

Udlejningsbureauet airbnb har udskrevet en konkurrence med en ond halloween-præmie: Overnat blandt 6 millioner døde i de parisiske katakomber

2 kilometer med stabler af kranier og knogler

Det lyder ikke særlig hyggeligt. Faktisk er det nok den mest uhyggelige idé, der længe er lanceret hos airbnb.
I følge The Guardian tilbyder udlejningsbureauet en overnatning i de parisiske katakomber. Her kan de heldige vindere af halloween-konkurrencen ligge i ske med 6 millioner døde franskmænd og andet godtfolk.
Katakomberne er et underjordisk gangsystem på 2 km, hvor millioner af døde gennem flere århundreder blev stablet op.

Denne begravelsesform blev indført i 1700-tallet på grund af ren og skær pladsmangel på kirkegårdene i Paris. De døde lå bogstavelig talt og flød i gaderne, og det var en sundhedsrisiko for indbyggerne, at ligene lå og rådnede lige uden for hoveddøren.

Ingen er nogensinde kommet levende op fra katakomberne efter at have tilbragt en nat i de dystre gange, men det håber airbnb, deres gæster vil.
Vinderne af airbnb-konkurrencen skal overnatte under jorden d. 31. oktober – på selve halloween-aften. De får en fin opredning, middag, oplæsning af horror-litteratur, men herefter bliver de overladt til sig selv ... og tør vi sige, deres skæbne ...