

Aalborg blomstrer, og der er masser af gode grunde til at bevæge sig mod den nordjyske by. Vi guider dig til spændende arkitektur, gastronomiske oplevelser og kulturelle seværdigheder i den charmerende bymidte.
AfHvad akustik er for en koncertsal, er lyset for et museum." Sådan sagde den verdensberømte arkitekt Alvar Aalto om sit bygningsværk Kunsten i Aalborg. Her er det netop det helt specielle lysindfald, der giver museets udstillinger af moderne kunst de bedst mulige betingelser.
Den skulpturelle marmorbygning fra 1972 er det eneste kunstmuseum, som Alvar Aalto nogensinde har tegnet, og det eneste stykke arkitektur, han har kreeret til Danmark.
Efter en gennem-gribende restaurering i 2014-2016 står dette kunststykke af et museum smukkere end nogensinde før.
Vestre Fjordpark er et 70 år gammelt friluftsbad, som i 2017 er blevet genåbnet i nyt format udformet i et tæt samarbejde mellem ADEPT og GHB Landskabsarkitekter. Det er et 165.000 m² stort samlingssted for aalborgensere og besøgende, som godt kan lide natur og vandsport. Området ligger ved Aalborgs naturlige vandåre, Limfjorden, og er opdelt i forskellige zoner med forskellige funktioner kaldet Stranden, Tangen, Kilen, Fladen, Krattet og Skoven.
På billederne her ses Stranden, som består af et 50 m-bassin med sandbund, et udspringstårn, vipper, klatrevæg og rig mulighed for at ligge og nyde solen enten på taget af bygningsværket eller i diverse lækroge og grønne arealer. Arealet mellem fjorden og badeområdet kaldes Tangen, hvorfra der kan søsættes kajakker, såvel som der er mulighed for open water-svømning. Ved området Skoven kan man se et skulpturelt tårn skabt af den danske kunstner FOS.
Oplev Jørn Utzons sidste arkitektoniske værk, Utzon Center, som han har tegnet i samarbejde med sin søn, arkitekt Kim Utzon. Jørn Utzon er født og opvokset i Aalborg i et maritimt miljø med en far, som var skibsingeniør.
Det maritime miljø har dannet grundlaget for udviklingen af hans mesterværk Sydney Opera House, som anses for at være en af de mest ikoniske bygninger i det 20. århundrede. Det var derfor oplagt, at centret skulle ligge der, hvor det hele startede – og det strækker sig smukt op mod himlen og ud mod Limfjorden ved Aalborg. Utzon ønskede, at det lille hus skulle stå som et sted, hvor tanker mødes, og hvor elever fra arkitektskolen kan søge hen, når de vil have samvær og diskutere med hinanden.
Huset rummer udstillinger om nutidige strømninger i arkitektur, design og teknologi, samt formidling af Jørn Utzons arkitektur via Utzon arkivet. Desuden kan man få kulinariske oplevelser i husets restaurant, Jørn.
Musikkens Hus i Aalborg er tegnet af det internationalt anerkendte arkitektfirma Coop Himmelb(l)au og blev færdigt i 2013.
Huset rummer både Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Universitets musikuddannelser, Aalborg Symfoniorkester, spisehus og koncerthus. Det er et dynamisk hus, som er tænkt til at bevæge brugere sanseligt igennem både arkitektur og musik.
Den gamle bydel i Aalborg er et mylder af gågader, små hyggelige middelalderstræder, hvor hele spektret fra små stilfulde nichebutikker til velassorterede storcentre er at finde. De to dominerende shoppingstrøg i Aalborg er Bispensgade og Algade. Her er alt, hvad hjertet begærer både af internationale brands og lokale butikker.
Oprindelig forsynede Nordkraft aalborgenserne med elektricitet. Det monumentale bygningsværk blev etableret i 1947 som kraftværk, men siden 2009 har huset været brugt som kulturelt epicenter, der rummer alt fra spillesteder, en biograf, en række restauranter og caféer, en kunsthal, Aalborg kommune, iværksættervirksomheden Dreamhouse samt VisitAalborg turistinformation. Desuden tilbyder de en række spændende events, og man kan opleve alt fra fotokunst til street dance i de rå, industrielle og newyorkerlignende omgivelser.